Direktør dømt for groft bedrageri og overfakturering af offentlig kunde

Den tiltalte, A, der var direktør i et mindre IT-konsulentfirma, stod anklaget for groft bedrageri begået mod en offentlig kunde (Kommune XYZ) i perioden fra januar 2021 til juni 2022. Anklagen omhandlede systematisk overfakturering for konsulentydelser, hvor A ifølge anklagemyndigheden havde oppustet de reelle arbejdstimer. Dette skulle have medført et samlet tab for kommunen på 3,5 millioner kroner, hvilket var hovedårsagen til sagens alvor.

Anklagemyndighedens Påstand

Anklagemyndigheden påstod, at A havde gjort sig skyldig i bedrageri af særlig grov karakter efter Straffeloven § 279, jf. Straffeloven § 285, grundet det store beløb og handlingernes systematiske karakter. Det blev fremhævet, at A havde udvist en kynisk fremgangsmåde ved bevidst at misbruge den tillid, der var etableret i kontraktforholdet med en offentlig institution.

Forsvarets Argumenter

Forsvaret argumenterede primært for, at der var tale om en uoverensstemmelse i tidsregistreringen og ikke intentionelt bedrageri. Det blev hævdet, at de registrerede timer afspejlede det samlede arbejde, inklusive rejsetid og intern forberedelse, som efter deres opfattelse var berettiget under den indgåede rammeaftale.

• A nægtede sig skyldig i forsætlig overfakturering, men erkendte, at der kunne være sket mindre administrative fejl i opgørelserne.
• Forsvaret påstod frifindelse i det væsentligste og subsidiært en mildere straf, da A's personlige økonomi ville lide stor skade ved en dom.

Sagen blev oprindeligt behandlet i Byretten, hvor A blev fundet skyldig, hvorefter dommen blev anket til Landsretten med påstand om frifindelse.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom og fandt A skyldig i groft bedrageri over for Kommune XYZ. Retten lagde vægt på bevisførelsen, herunder interne e-mailkorrespondancer, som indikerede, at A forsætligt havde instrueret medarbejdere i at fabrikere timesedler og opjustere de faktiske arbejdstimer.

Landsrettens Vurdering af Skyldsspørgsmålet

Landsretten fastslog, at der var tilvejebragt et sikkert bevis for, at A forsætligt havde vildledt Kommunen med hensyn til omfanget af de leverede ydelser, hvilket opfyldte kravene for bedrageri efter Straffeloven § 279. Det store økonomiske udbytte og den professionelle, planlagte fremgangsmåde betød, at handlingen skulle klassificeres som grov i henhold til Straffeloven § 285.