Momspligt for lovpligtige eftersyn i byggeskadeforsikring ved delregistrering

Spørger anfører, at eftersynsaktiviteten, når den leveres fra den delregistrerede enhed, ikke er betaling for risikoafdækning og dermed ikke en integreret del af forsikringsydelsen. Det er spørgers vurdering, at aktiviteten er en almindelig momspligtig ydelse, og at den udskilte enhed opfylder kravene til at blive delregistreret.

Spørgsmålet til Skatterådet var, om en delregistreret momsenhed af forsikringsselskabet kan opkræve moms ved levering af de lovpligtige eftersyn af bygninger.

Skatterådet traf afgørelse i overensstemmelse med SKATs indstilling og besvarede spørgsmålet med et ”Nej”.

Den centrale begrundelse for afgørelsen var, at aktiviteten med bygningseftersyn er en momsfritaget biydelse til den momsfritagne byggeskadeforsikring, og derfor ikke opfylder betingelserne for at blive delregistreret som en selvstændig momspligtig virksomhed.

Manglende betingelser for delregistrering

Skatterådet fastslog, at muligheden for delregistrering i henhold til Momsloven § 47, stk. 3, 2. pkt., kun er tiltænkt virksomheder, der er registreringspligtige efter Momsloven § 47, stk. 1, dvs. de skal have momspligtige aktiviteter. Da delregistrering er en praktisk regel, der tillader særskilt registrering af momspligtige aktiviteter, kan en momsfri aktivitet ikke udskilles i en delregistrering.

Vurdering af ydelsen

Skatterådet vurderede, i overensstemmelse med principperne fra EF-Domstolens CPP-dom (C-349/96), at eftersynsaktiviteten ikke er en selvstændig hovedydelse, men en biydelse til forsikringen:

Bygningseftersynene er et middel til at udnytte forsikringsydelsen og er ikke et mål i sig selv for den gennemsnitlige forbruger (den professionelle bygherre).

Eftersynene er lovpligtige og en integreret del af forsikringstransaktionen, som er fritaget for moms jf. Momsloven § 13, stk. 1, nr. 10. Da ydelsen i sin helhed er momsfritaget, er den ikke en selvstændig momspligtig aktivitet, der kan udskilles i en delregistrering. Skatterådet henviste i den forbindelse til Landsskatterettens kendelse i SKM2005.247.LSR, hvor lignende ydelser (kreditvurderinger) blev anset for momsfritagne biydelser til kreditforsikringen.

Skolens repræsentant nedlagde principal påstand om, at den frivillige registrering for udlejning af springhallen kunne ske i en delregistrering, jf. Momsloven § 3, stk. 3, 2. pkt. og Momsloven § 47, stk. 3, 2. pkt.. Til støtte herfor henvistes til Landsskatterettens kendelse af 4. februar 2010, j.nr. 09-00747 (SKM2010.186.LSR), der omhandlede en identisk sag. Subsidiært blev der nedlagt påstand om, at fradragsretten for moms af opførelses- og driftsudgifter skulle ske efter et skøn baseret på timeforbruget i henhold til Momsloven § 39, stk. 1 og 2. Dette blev begrundet med, at en omsætningsfordeling ville være misvisende, da skolens indtægter fra undervisning (skolepenge og statstilskud) ikke direkte dækker udgifterne til springhallen, og at fradragsretten så vidt muligt skal svare til den momspligtige aktivitet, jf. C-333/91 (Sofitam).

Skatteministeriet indstillede til stadfæstelse af Skattecentrets afgørelse. Ministeriet argumenterede for, at skolen ikke opfyldte betingelserne for mere end én registrering, da der ikke var tale om flere selvstændige virksomheder i momslovens forstand. De anførte, at selv hvis springhallen kunne anses for en særskilt ejendom, var den overvejende anvendt til skolens eget brug og kunne derfor ikke betragtes som en særskilt virksomhed. Ministeriet fastholdt, at udlejning til skolen selv ikke kunne omfattes af en frivillig registrering grundet identitet mellem udlejer og lejer, jf. SKM2001.409.ØLR. De mente desuden, at SKM2010.186.LSR var i strid med SKM2001.409.ØLR.