Nationale forbud mod projektfinansiering af motorvejskoncessioner er forenelige med EU's koncessionsdirektiv

Denne sag vedrører en præjudiciel anmodning fra Consiglio di Stato (Italien) om fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU om tildeling af koncessionskontrakter.

Sagen udspringer af en tvist mellem det italienske motorvejsselskab Autostrada Torino Ivrea Valle D’Aosta – Ativa S.p.A. (Ativa) og de italienske ministerier, efter at ministeriet (MIT) havde afvist to tilbud om projektfinansiering fremsat af Ativa.

Ativa, som var den siddende koncessionshaver, hvis koncession på motorvej A5 var udløbende, ønskede at anvende projektfinansiering (en ordning, hvor private aktører foreslår og finansierer projekter) med henblik på at opnå fornyelse eller opgradering af koncessionen.

Ministeriet afviste forslagene med henvisning til ny national lovgivning – artikel 178, stk. 8a, i den italienske lov om offentlige kontrakter – som specifikt forbyder ordregivende myndigheder at tildele udløbne eller udløbende motorvejskoncessioner ved brug af projektfinansiering.

Consiglio di Stato ønskede Domstolens fortolkning af, om dette absolutte nationale forbud er i strid med EU-retten, navnlig princippet i direktiv 2014/23/EU om de ordregivende myndigheders frihed til at bestemme og organisere den procedure, der fører til valget af koncessionshaver (artikel 30 og betragtning 68).

Domstolen (Niende Afdeling) afgjorde sagen ved en begrundet kendelse i henhold til artikel 99 i procesreglementet, idet den fandt, at besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål klart kunne udledes af eksisterende retspraksis.

Domstolens afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 2, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2014/23/EU, sammenholdt med 5. og 68. betragtning til dette direktiv og artikel 30 heri, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en national bestemmelse, der forbyder de ordregivende myndigheder at tildele udløbne eller udløbende motorvejskoncessioner ved brug af projektfinansiering.

Domstolens begrundelse

Domstolen lagde vægt på følgende punkter i sin ræsonnement:

• Direktiv 2014/23/EU regulerer alene procedurerne for tildeling af en koncession, efter at den ordregivende myndighed har besluttet at anvende denne forvaltningsmetode.
• Direktivet regulerer ikke medlemsstaternes forudgående valg af forvaltningsmetode. Artikel 2, stk. 1, anerkender udtrykkeligt nationale, regionale og lokale myndigheders frihed til at afgøre, hvordan bygge- og anlægsarbejder eller tjenesteydelser bedst forvaltes (f.eks. via in-house, offentligt udbud eller koncession).
• Denne frihed til at vælge forvaltningsmåde ligger uden for selve koncessionstildelingsproceduren og dermed uden for direktivets anvendelsesområde.