Masco mod Kommissionen: Ansvar for samlet og vedvarende kartelovertrædelse på markedet for badeværelsesudstyr

Sagen angår en appel indgivet af Masco Corp. og en række datterselskaber, herunder Hansgrohe og Hüppe, mod en dom fra Retten (General Court). Masco-selskaberne søgte delvis annullation af Europa-Kommissionens afgørelse K(2010) 4185, hvori Kommissionen fastslog, at selskaberne havde deltaget i et kartel på markedet for badeværelsesudstyr og -inventar i seks europæiske lande.

Kartellet, som omfattede samordning af salgspriser og udveksling af følsomme kommercielle oplysninger, blev anset for at udgøre en samlet og vedvarende overtrædelse (SVO) af artikel 101 TEUF. Denne SVO dækkede tre undergrupper af produkter: vandhaner og armaturer, bruseafskærmninger og keramiske artikler. Masco-selskaberne, som havde opnået betinget bødefritagelse (leniency) ved at informere Kommissionen, bestred i første instans og på appelstadiet, at de kunne holdes ansvarlige for hele SVO’en, især de konkurrencebegrænsende aktiviteter vedrørende keramiske artikler, som de ikke selv solgte.

Appellanterne hævdede, at Retten havde begået retlige fejl ved at fastslå deres deltagelse i den samlede overtrædelse, idet de mente, at de hverken havde haft til hensigt at bidrage til de fælles mål for alle tre produktgrupper eller haft kendskab til den ulovlige praksis vedrørende keramiske artikler.

Domstolen forkastede appellen i sin helhed og stadfæstede dermed Rettens afgørelse, hvorved Kommissionens oprindelige afgørelse blev opretholdt.

Vurdering af anbringender om samlet overtrædelse

Masco fremsatte to anbringender i appellen: den urigtige fastsættelse af deltagelse i en SVO og tilsidesættelse af begrundelsespligten. Domstolen fandt, at de fleste af appellanternes argumenter om manglende hensigt, forudsigelighed eller risikovillighed var uantagelige.

Domstolen bemærkede, at Masco under dække af et anbringende om urigtig gengivelse af beviser i realiteten søgte en ny bedømmelse af de faktiske omstændigheder, hvilket ikke er Domstolens kompetence i appelsager (præmis 35 og 38).

For så vidt angår spørgsmålet om hensigt, forudsigelighed og risikovillighed fastslog Domstolen, at disse anbringender enten var uvirksomme eller skulle afvises, fordi de ikke var blevet fremsat klart og præcist i stævningen til Retten. Domstolen understregede, at:

• Retten havde fundet, at appellanterne havde kendskab til hele den ulovlige praksis (præmis 61 og 82 i den appellerede dom).
• Ifølge retspraksis er kendskab og rimelig forudsigelighed alternative betingelser. Da kendskab var fastslået, skulle Retten ikke yderligere undersøge, om Masco med rimelighed kunne forudse adfærden og var indstillet på at løbe risikoen (præmis 30).

Begrundelsespligten