Højesterets dom om godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering

Sagen omhandler fastsættelse af godtgørelse til en patient, der blev udsat for uberettiget tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Region Sjælland. ### Sagens Baggrund Appellanten, der led af en alvorlig psykisk lidelse og havde en historik med farlig adfærd, blev overført til Sikringsafdelingen efter at have været bæltefikseret i over et år på en retspsykiatrisk afdeling i Aalborg. #### Tvangsfikseringens Forløb Ved ankomsten til Sikringsafdelingen den 28. februar 2019 traf overlægen beslutning om at tvangsfiksere appellanten til sengen med bælte, hånd- og fodremme. Denne fiksering varede fra den 28. februar 2019 kl. 9.15 til den 4. marts 2019 kl. 9.25. #### Tidligere Afgørelser Det Psykiatriske Patientklagenævn traf den 21. marts 2019 afgørelse om ikke at godkende overlægens beslutning om tvangsfiksering i den nævnte periode. Denne afgørelse blev stadfæstet af Retten i Næstved den 3. september 2019. Parterne var enige om, at appellanten havde krav på godtgørelse for den uberettigede tvangsfiksering; striden angik alene godtgørelsens størrelse. ### Parternes Anbringender #### Appellanten Appellanten anførte, at godtgørelsen skulle fastsættes under hensyntagen til, at tvangsfikseringen var klart ulovlig, og at den skete under forhold uden mulighed for adspredelse (en "0-stue"). Han fremhævede, at Sikringsafdelingen havde adgang til at anvende mindre indgribende foranstaltninger, og at hans rolige adfærd ved ankomst og under fikseringen, samt hans svækkede tilstand, betød, at han ikke udgjorde en fare. Han henviste desuden til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der indikerer, at danske godtgørelser for ulovlig tvangsfiksering er for lave, og nævnte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 3 og artikel 13. #### Region Sjælland Region Sjælland påstod stadfæstelse af landsrettens dom og anførte, at appellanten var en særlig farlig patient, der blev modtaget efter mere end et års bæltefiksering. De fremhævede, at personalet ikke kendte appellanten, der var beskrevet som konstant og uforudsigeligt farlig. Den lægefaglige vurdering var, at tvangsfiksering var nødvendig for at personalet sikkert kunne lære ham at kende, givet hans historik med gentagen personfarlig adfærd. De anførte, at han under alle omstændigheder ville have været underlagt andre tvangsforanstaltninger, såsom aflåsning af patientstuen, og at tvangsfikseringen løbende blev lempet.

Højesteret fandt, at den fire dage lange uberettigede tvangsfiksering udgjorde et alvorligt indgreb. Retten anerkendte vanskeligheden ved at vurdere tvangsfikseringens berettigelse, givet appellantens alvorlige psykiske lidelse og uforudsigelige farlighed, samt hans historik med vold og en højrisikovurdering for fremtidig vold. Højesteret fremhævede, at appellanten var anbragt på Sikringsafdelingen i henhold til et farlighedsdekret, hvilket kun sker i særlige tilfælde, hvor en person udgør en alvorlig og overhængende fare for andres liv eller legeme, jf. Psykiatriloven § 40. Retten lagde til grund, at selv uden den specifikke tvangsfiksering ville andre tvangsforanstaltninger, såsom aflåsning af patientstuen, have været nødvendige ved ankomsten. Det blev også bemærket, at tvangsfikseringen gradvist blev lempet i perioden. Efter en samlet skønsmæssig vurdering fastsatte Højesteret godtgørelsen til 40.000 kr. Landsrettens dom blev stadfæstet med den ændring, at Region Sjælland inden 14 dage efter Højesterets doms afsigelse skal betale appellanten 40.000 kr. med procesrente fra den 2. april 2019. Ingen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger for Højesteret.