EU's enekompetence over handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret: Annullation af Rådets forhandlingsmandat vedrørende Lissabonaftalen

Dette annullationssøgsmål blev anlagt af Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske Union og vedrører Rådets afgørelse 8512/15 af 7. maj 2015, hvorved Rådet bemyndigede indledningen af forhandlinger om en revideret Lissabonaftale om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om forhandlingerne om denne internationale aftale henhørte under Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til den fælles handelspolitik (FHP, artikel 207 TEUF) eller under delt kompetence med medlemsstaterne (baseret på tilnærmelse af lovgivningerne vedrørende det indre marked, artikel 114 TEUF).

Rådet vedtog den anfægtede afgørelse på grundlag af artikel 114 TEUF, hvilket indebar, at medlemsstaterne fik tilladelse til at deltage i forhandlingerne i fællesskab med Kommissionen. Kommissionen, støttet af Europa-Parlamentet, gjorde gældende, at Aftaleudkastet faldt ind under FHP’s område, da det vedrørte handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, hvilket udløste Unionens enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 1, TEUF.

Sagen involverede intervention fra 12 medlemsstater (herunder Tyskland, Frankrig og Italien) til støtte for Rådets standpunkt om delt kompetence.

Domstolens Vurdering af Kompetencegrundlaget

Domstolen fastslog, at Rådet begik en retlig fejl ved at basere sin afgørelse på artikel 114 TEUF. Den anfægtede afgørelse blev annulleret, da forhandlingen om det ændrede aftaleudkast henhørte under Unionens enekompetence på området for den fælles handelspolitik (FHP).

Domstolen undersøgte i overensstemmelse med fast retspraksis, om den internationale aftale om intellektuel ejendomsret (oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser):

• Hovedsageligt havde til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen mellem Unionen og tredjelande.
• Havde direkte og umiddelbare virkninger for denne samhandel.

Formål og Virkninger

Domstolen fandt, at aftaleudkastet havde til hovedformål at styrke det eksisterende Lissabonsystem. Dette system udgør et supplement til Pariserkonventionen og har som ultimativt mål at lette og regulere international handel ved at sikre ensartede beskyttelsesstandarder for industrielle rettigheder (præmis 60, 62).

Angående virkningerne fremhævede Domstolen, at aftaleudkastet indførte en enkelt international registreringsmekanisme for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser. Denne mekanisme har den direkte og umiddelbare virkning at ændre handelsbetingelserne ved at fritage producenter for pligten til at søge registrering hos myndighederne i hver enkelt kontraherende stat. Endvidere sikrer de ensartede materielle og processuelle håndhævelsesregler direkte virkning for international samhandel (præmis 70, 71).