Gyldigheden af Rådets afgørelse om forstærket samarbejde vedrørende et enhedspatent

Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik anlagde sag mod Rådet for Den Europæiske Union med påstand om annullation af Rådets afgørelse om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om indførelse af beskyttelse af et enhedspatent. Sagsøgerne argumenterede for, at Rådet manglede kompetence, havde udøvet magtfordrejning og tilsidesat traktaterne.

Sagen drejede sig om fortolkningen af artikel 20 TEU og artikel 326-327 TEUF vedrørende betingelserne for forstærket samarbejde, herunder kravet om, at det skal være en sidste udvej, ikke må skade det indre marked og skal respektere de ikke-deltagende medlemsstaters rettigheder.

Sagsøgerne anførte, at indførelsen af et enhedspatent henhørte under Unionens enekompetence, at Rådet havde omgået kravet om enstemmighed, at forhandlingerne ikke var udtømte, og at det forstærkede samarbejde ville skade det indre marked og de ikke-deltagende medlemsstaters rettigheder.

Rådet anførte, at det havde delt kompetence på området, at betingelserne for forstærket samarbejde var opfyldt, og at det ikke havde tilsidesat traktaterne eller de ikke-deltagende medlemsstaters rettigheder.

Domstolens Afgørelse

• Domstolen frifandt Rådet for Den Europæiske Union.
• Kongeriget Spanien og Den Italienske Republik blev pålagt at betale deres egne sagsomkostninger samt Rådets omkostninger i de respektive sager.
• De øvrige intervenienter bar deres egne omkostninger.

Domstolens Begrundelse

• Domstolen fastslog, at Rådet havde kompetence til at bemyndige det forstærkede samarbejde om enhedspatentet, da det falder inden for delt kompetence.
• Der var ikke tale om magtfordrejning, da Rådet ikke havde omgået kravet om enstemmighed eller udelukket medlemsstater fra forhandlinger.
• Betingelsen om, at forstærket samarbejde skal være en sidste udvej, var opfyldt, da forhandlingerne om enhedspatentet havde været langvarige og resultatløse.
• Det forstærkede samarbejde skader ikke det indre marked eller den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed.
• De ikke-deltagende medlemsstaters rettigheder respekteres, og de har fortsat mulighed for at tilslutte sig samarbejdet på et senere tidspunkt.
• Rådet var ikke forpligtet til at angive en specifik domstolsordning i afgørelsen om bemyndigelse til forstærket samarbejde.

Centrale EU-retlige Principper

• Kompetencefordeling: Artikel 3 og 4 TEUF fastlægger fordelingen af kompetencer mellem EU og medlemsstaterne. Artikel 4, stk. 2, TEUF omhandler delt kompetence på det indre markeds område.
• Forstærket Samarbejde: Artikel 20 TEU og artikel 326-334 TEUF regulerer betingelserne for forstærket samarbejde, herunder kravet om, at det skal være en sidste udvej, fremme Unionens mål og beskytte dens interesser.
• Magtfordrejning: En retsakt er kun behæftet med magtfordrejning, hvis den udelukkende eller overvejende er truffet for at forfølge andre formål end dem, kompetencen er tillagt for.
• Respekt for Medlemsstaters Rettigheder: Artikel 327 TEUF kræver, at forstærket samarbejde respekterer de ikke-deltagende medlemsstaters beføjelser, rettigheder og forpligtelser.
• Begrundelsespligt: EU-retsakter skal begrundes, men begrundelsen kan være kortfattet, hvis beslutningen er truffet i en kontekst, der er velkendt for de berørte parter.

Anvendelse og Betydning

• Domstolen fortolkede betingelserne for forstærket samarbejde restriktivt, idet den understregede, at det kun kan anvendes som en sidste udvej.
• Domstolen bekræftede, at manglende enstemmighed ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde et forstærket samarbejde, men at der skal være en reel umulighed i at nå målene inden for en rimelig frist.
• Domstolen præciserede, at et forstærket samarbejde ikke må skade det indre marked eller de ikke-deltagende medlemsstaters rettigheder, men at det er tilladt at indføre regler, som disse medlemsstater ikke ville være enige i, hvis de deltog i samarbejdet.