Afslag på genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om Hvidovre Kommunes afslag

Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 7. maj 2025. Denne afgørelse stadfæstede Hvidovre Kommunes afslag af 18. november 2024 på en dispensation til etablering af en tagterrasse på 10 m² på ejendommen [A1] i Hvidovre. Afslaget var begrundet i byplanvedtægt nr. 12, § 3, stk. 3, litra c.

Klageren anmodede om genoptagelse den 9. maj 2025 med følgende hovedargumenter:

Uenighed om etagebegrebet

Klageren anførte, at Planklagenævnets vurdering af, hvorvidt tagterrassen medfører, at bygningen fremstår i to etager, alene var subjektiv. Klageren mente, at nævnet burde have inddraget en teknisk og objektiv vurdering baseret på:

• Højdeforhold
• Bebyggelsesprocent
• Tagform (fladt/sadeltag)
• Gennemsigtighed af værn (glasværn)
• Brugsintensitet (kortvarigt, ikke ophold)

Lighedsgrundsætningen

Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke konkret havde redegjort for, hvad der adskilte klagerens sag fra tilsvarende forhold i området, som kommunen ikke havde håndhævet. Klageren anmodede derfor nævnet om at indhente dokumentation for kommunens praksis i tilsvarende sager for at vurdere, om der forelå usaglig forskelsbehandling.

Alternative løsninger og vejledningspligt

Klageren anførte, at borgere har krav på at kende grænsen mellem det tilladte og det forbudte, jf. Planlovens § 18. Klageren anmodede Planklagenævnet om at fastsætte et maksimum for tagterrassers størrelse, så bygningen ikke fremstår som to etager. Desuden mente klageren, at nævnets manglende vurdering af alternative løsninger og forslag om sedumtag var i strid med forvaltningslovens vejledningspligt.

Forhold efter byggelovgivningen

Klageren anførte, at kommunens krav om nedtagning af sikkerhedshegn stred mod byggelovgivningens sikkerhedskrav og dermed var retsstridigt. Klageren anmodede Planklagenævnet om at tage stilling til, om kommunens krav var i strid med byggeloven.

Planklagenævnet afslog anmodningen om genoptagelse af sagen, og nævnets oprindelige afgørelse af 7. maj 2025 står således ved magt. Nævnet har kompetence til at vurdere genoptagelsesanmodninger og har pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger nye væsentlige faktiske oplysninger, væsentlige sagsbehandlingsfejl eller væsentlige nye retlige forhold. Uenighed i nævnets fortolkning eller praksis er derimod ikke tilstrækkelig grund til genoptagelse.

Vurdering af etagebegrebet

Planklagenævnet fastholdt sin tidligere vurdering af, at tagterrassen på 10 m², placeret på tilbygningens flade tag og vendt mod vejen, ville give bygningen et dominerende præg, så den fremstod som en bygning i to etager. Dette var i strid med byplanvedtægt nr. 12, § 3, stk. 3, litra c, og krævede derfor dispensation i henhold til Planlovens § 19. Nævnet bemærkede, at klagerens anmodning om genoptagelse i denne del var udtryk for uenighed i nævnets vurdering, hvilket ikke opfylder betingelserne for genoptagelse.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fastholdt, at det forhold, at kommunen ikke har forfulgt ulovlige forhold, der svarer til det ansøgte, ikke kan sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. En tidligere sag fra 2009, hvor en tagterrasse ikke blev påset i forbindelse med en lovliggørelsessag, danner ikke præcedens, da kommunen ikke havde foretaget en skønsmæssig vurdering af dispensation. Klagerens anmodning blev også her opfattet som uenighed i nævnets vurdering. Nævnet henviste desuden til, at tilsyn med overholdelse af lokalplaner, jf. Planlovens § 51, stk. 1, er en kommunal opgave, og at spørgsmål om kommunens tilsyn kan rettes til Ankestyrelsen.

Vurdering af alternative løsninger og byggelovgivning

Planklagenævnet kunne alene tage stilling til den konkrete afgørelse, der var påklaget, og kunne derfor ikke vejlede om alternative løsninger eller fastsætte generelle maksimumstørrelser for tagterrasser. Nævnet bemærkede, at klageren kunne indsende en ny ansøgning med et revideret projekt til kommunen. Vedrørende spørgsmål om byggelovgivningen, herunder krav om sikkerhedshegn, fastslog Planklagenævnet, at det ikke har kompetence til at behandle forhold efter byggelovgivningen og henviste klageren til Byggeklageenheden under Nævnenes Hus.

Samlet afgørelse

Planklagenævnet afviste at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelse ikke var opfyldt. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen om afslag på genoptagelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.