Afslag på samtykke til servitut om færdselsret under verserende fredningssag var sagligt

Sagen omhandler Stevns Kommunes afslag på en ansøgning om samtykke til tinglysning af en privatretlig servitut. Servitutten skulle sikre offentlighedens ret til at færdes på en trampesti langs Stevns Klint, som berører en række private ejendomme.

Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til, at der verserer en ankesag ved domstolene om en fredning af samme område. Kommunen mente, at servitutten var unødvendig, så længe fredningssagen ikke var endeligt afgjort.

Planklagenævnet afviste i første omgang klagen den 1. april 2025. Klageren anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen.

Genoptagelse af sagen

Klageren påpegede, at Planklagenævnet havde truffet sin oprindelige afgørelse uden at have partshørt klageren over kommunens bemærkninger til klagen. Dette udgjorde en overtrædelse af Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Planklagenævnet anerkendte, at der var sket en væsentlig sagsbehandlingsfejl, da klageren ikke havde haft adgang til kommunens bemærkninger i klageportalen og dermed ikke havde haft mulighed for at kommentere dem. På denne baggrund besluttede nævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Planklagenævnet stadfæstede Stevns Kommunes afgørelse om afslag på samtykke til tinglysning af servitutten. Nævnet fandt, at kommunen havde handlet inden for rammerne af planloven.

Hjemmel i planloven

Nævnet vurderede, at tinglysning af servitutten krævede kommunens samtykke efter Planloven § 42, da den omhandlede forhold, der kan reguleres i en lokalplan, såsom stiforløb og anvendelse af ubebyggede arealer, jf. Planlovens § 15, stk. 2.

Kommunens begrundelse for afslaget var, at servitutten var uaktuel, så længe der verserede en ankesag om fredningen af området. Hvis fredningen blev stadfæstet, ville den sikre offentlighedens adgang, og servitutten ville være overflødig. Hvis fredningen blev ophævet, ville kommunen tage stilling til en ny ansøgning. Planklagenævnet fandt, at denne begrundelse var saglig og planlægningsmæssigt relevant. Nævnet afviste desuden, at kommunen havde handlet ud fra usaglige hensyn eller magtfordrejning.

Berettigede forventninger

Klageren argumenterede for, at kommunen tidligere, herunder i 2015, havde givet udtryk for, at stien skulle tinglyses, og dermed havde skabt en berettiget forventning om et samtykke.

Planklagenævnet fandt ikke, at der var skabt berettigede forventninger. Nævnet lagde vægt på, at kommunen i 2016, sammen med Danmarks Naturfredningsforening, fremsatte et fredningsforslag, der netop indeholdt vilkår om offentlighedens adgang. Dette måtte have gjort det klart for klageren, at spørgsmålet om adgang ville blive afklaret gennem fredningssagen, hvorfor en tinglysning af en servitut ikke var aktuel, før fredningssagen var endeligt afgjort.

Planklagenævnet gav derfor ikke medhold i klagen.