Appel: EU-tjenestemænds ret til årlige rejsedage og rejsegodtgørelse i lyset af vedtægtsreformen (Forordning 1023/2013) og ligebehandlingsprincippet

De forenede appelsager (C-517/19 P og C-518/19 P) vedrører appeller indbragt af tjenestemænd og kontraktansatte, der tjener ved Europa-Kommissionen og Rådet, mod Rettens domme, som stadfæstede de respektive institutioners afgørelser om at ophøre med at tildele de ansatte ret til årlige rejsedage (to og en halv dag) og godtgørelse af årlige rejseudgifter.

Sagen udspringer af reformen af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (Forordning nr. 1023/2013), som trådte i kraft den 1. januar 2014. Ifølge de nye bestemmelser i vedtægtens bilag V, artikel 7, og bilag VII, artikel 8, knyttes retten til rejsedage og rejsegodtgørelse nu direkte til betingelsen om, at den ansatte skal have ret til udlandstillæg eller særligt udlandstillæg.

Appellanterne, der alle gjorde tjeneste i Belgien, havde dobbelt statsborgerskab (herunder belgisk) eller havde været bosat/udøvet hovederhverv i tjenestelandet i en periode, der udelukkede dem fra at modtage udlandstillægget, selvom deres officielle hjemsted lå uden for Belgien.

Da de mistede de omhandlede goder, anlagde de sag med påstand om, at de nye vedtægtsbestemmelser var ulovlige, idet de navnlig tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet ved at behandle deres situation som sammenlignelig med ansatte, der er fuldt integreret i tjenestelandet, på trods af deres bevarede bånd til hjemstedet.

Domstolen forkastede appellerne i deres helhed og stadfæstede dermed Rettens afgørelser. Domstolen slog fast, at der ikke var begået fejl i lovanvendelsen, hverken med hensyn til den retslige prøvelses omfang eller i anvendelsen af ligebehandlings- og proportionalitetsprincipperne.

Prøvelsens omfang

Domstolen bekræftede, at EU-lovgiver har et vidt skøn på personaleområdet, og at den retslige prøvelse derfor skal begrænses til at undersøge, om den indførte sondring er vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det forfulgte formål (Præmis 53).

Ligebehandlingsprincippet og sammenlignelighed

Domstolen fandt, at den situation, som ansatte med ret til udlandstillæg befandt sig i, ikke er sammenlignelig med appellanternes situation:

• Ansatte, der modtager udlandstillæg, er pr. definition de mindst integrerede i tjenestelandet og har derfor størst behov for fordelene til at opretholde bånd til hjemlandet (Præmis 73).
• Appellanterne, der ikke modtager tillægget (f.eks. pga. statsborgerskab i tjenestelandet), har derimod en tilstrækkelig grad af integration, hvilket objektivt set berettiger en forskellig behandling (Præmis 71).

Proportionalitetsprincippet

Domstolen fastslog, at ordningen ikke var åbenbart uforholdsmæssig. Formålet med reformen var at modernisere og rationalisere goderne, sætte dem i forhold til status som "bosat i udlandet" og samtidig sikre omkostningseffektivitet (Præmis 87, 92). Begrænsningen af goderne til de ansatte med størst behov (dvs. de mindst integrerede) er egnet til at bidrage til disse legitime formål (Præmis 93).