Planklagenævnet: Solceller umiddelbart tilladt trods klage over blænding - lokalplanbestemmelse for upræcis

Slagelse Kommune traf den 13. februar 2025 afgørelse om, at solceller på taget af ejendommen [A1] var umiddelbart tilladt i henhold til lokalplan nr. 1194, Boligområdet Skovbrynet, Slagelse. Denne afgørelse blev truffet som reaktion på en klage fra en nabo vedrørende blændingsgener fra solcellerne.

Kommunen begrundede sin afgørelse med, at lokalplanens § 8.9, 1. pkt., som omhandler blændingsgener, ikke var tilstrækkeligt præcist formuleret til at kunne håndhæves.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren af naboejendommen klagede over kommunens afgørelse til Planklagenævnet. Klagen rejste to hovedspørgsmål:

• Om solcellerne var umiddelbart tilladt efter Planlovens § 18 eller krævede dispensation fra lokalplanens § 8.9, 1. pkt.
• Om reglerne for partshøring var overholdt, jf. Forvaltningslovens § 19.

Klageren anførte, at solcellerne medførte væsentlige blændingsgener og dermed var i strid med lokalplanens bestemmelser. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde partshørt vedkommende, da kommunen ændrede sin holdning til afgørelsen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Slagelse Kommunes afgørelse står ved magt. Nævnet behandlede sagen ud fra sin kompetence til at vurdere retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af umiddelbar tilladelse eller dispensationskrav

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 8.9, 1. pkt., som fastsætter, at solceller "generelt ikke må medføre blændingsgener for naboer, genboer eller forbipasserende", mangler den fornødne klarhed og præcision til at kunne håndhæves. Nævnet lagde vægt på, at formuleringen er uklar, og at fortolkningen i høj grad ville bero på en skønsmæssig vurdering, hvilket skaber tvivl om, hvorvidt bestemmelsen er overholdt. Derfor fandt Planklagenævnet, at solcellerne er umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 8.9, 1. pkt., og at forholdet ikke kræver dispensation, jf. Planlovens § 19.

Vurdering af partshøring

Vedrørende spørgsmålet om partshøring, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, konstaterede Planklagenævnet, at kommunen ikke havde foretaget partshøring af klageren. Nævnet fandt dog, at kommunens afgørelse ikke led af en væsentlig retlig mangel, uanset om der var pligt til partshøring. Dette skyldes, at kommunen ikke kan håndhæve lokalplanens § 8.9, 1. pkt., og derfor ikke ville have kunnet træffe en anden afgørelse i sagen. En ophævelse og hjemvisning af afgørelsen ville således ikke føre til et andet resultat.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.