Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til shelter og pavillon i Viborg Kommune

Viborg Kommune traf den 6. december 2024 afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til et shelter og en pavillon på en ejendom i Viborg. Ejendommen, der er en landbrugsejendom på 9,4 ha, ligger i landzone, og en del af den er udpeget som bevaringsværdigt landskab i kommuneplan 2017 for Viborg Kommune. De ansøgte bygninger er placeret henholdsvis 125 og 118 meter fra den eksisterende bebyggelse på ejendommen.

Kommunen begrundede afslaget med, at en tilladelse til småbygningerne ville stride mod landzonebestemmelsernes formål om at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Kommunen lagde særligt vægt på, at bygningerne er placeret frit i det åbne land uden tilknytning til den eksisterende bebyggelse og ikke inden for et velafgrænset haveanlæg. Det blev også bemærket, at en fremtidig etablering af en landbohave på ca. 1,1 ha, der skulle omfatte bygningerne, ikke ville ændre resultatet. Endelig lagde kommunen vægt på hensynet til at undgå uønsket præcedens i lignende sager.

Ejendommens ejer klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Planklagenævnet stadfæstede Viborg Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til shelteret og pavillonen. Nævnet fandt, at de ansøgte forhold kræver landzonetilladelse, da ingen af undtagelserne i Planloven § 5 u og Planloven §§ 36-38 finder anvendelse.

Vurdering af landzonetilladelse

Nævnet lagde vægt på bygningernes afstand på henholdsvis 118 og 125 meter til den eksisterende bebyggelse samt deres placering frit ud mod det åbne land. Det blev også fremhævet, at der er tale om en stor grund uden en klar afgrænsning mod det åbne land. Klagerens anbringende om, at der på sigt etableres en landbohave, der vil omfatte bygningerne, kunne ikke føre til et andet resultat.

Generelt er hovedformålet med landzonereglerne at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker, hvor der er åbnet mulighed for det, jf. Planloven § 35, stk. 1. Områder i landzone skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, der ikke er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Selvom der under visse omstændigheder kan gives landzonetilladelse til småbygninger inden for et haveanlæg, selvom de ikke ligger i umiddelbar tilknytning til det øvrige byggeri, var dette ikke tilfældet her, da haven ikke havde en sædvanlig størrelse og veldefineret afgrænsning.

Myndighedspassivitet og proportionalitet

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist passivitet ved at besvare ansøgningen om lovliggørende landzonetilladelse efter 8,5 måneder. Klageren havde således ikke haft grund til at indrette sig i tillid til, at de ansøgte småbygninger var lovlige. Kommunens tilsynspligt indtræder først ved kendskab til et muligt ulovligt forhold, og Planloven § 51 fastsætter ikke frister for sagsbehandling.

Nævnet vurderede desuden, at kommunens afgørelse ikke var i strid med proportionalitetsprincippet eller hensynet til at undgå værdispild. Hensynet til kommunens retshåndhævelse vejede tungere end klagerens interesse i at bevare shelteret og pavillonen, især med tanke på at undgå uønsket præcedens i lignende sager.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, og er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.