Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt i Aarhus Kommune

Aarhus Kommune afslog den 7. november 2024 en ansøgning om dispensation fra byplanvedtægt nr. 12, Hjortshøj-Egå Kommune, Parcelhusbebyggelse mellem Skæring Strandvej og Ved Stranden Tålfor Strand. Ansøgningen vedrørte opførelse af et byggeri i to etager på ejendommen [A1], 8250 Egå.

Ejendommens ejer klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Klagen omhandlede to hovedspørgsmål:

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen [A1] er omfattet af byplanvedtægt nr. 12, som i § 5, stk. 2, fastsætter, at bygninger kun må opføres med én etage. Der er dog mulighed for at tillade bygninger med udnyttet tagetage (1½ etage) eller i to etager uden kælder under specifikke betingelser, herunder at overkant gulv i underste etage maksimalt må ligge 0,20 m over eksisterende terræn, og at langsiden skal være parallel med Egå Strandvej og Skæring Strandvej.

Det ansøgte projekt omfattede opførelse af en 1. sal på det eksisterende enfamiliehus samt en altan på 80 m², hvilket kommunen vurderede ville medføre, at huset fremstod i to etager.

Kommunens afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at byplanvedtægtens § 5, stk. 2, var tænkt som en kompetencenorm, der begrænser dispensationsadgangen for bygninger på den øverste del af skrænten, hvor klagerens ejendom ligger. Kommunen henviste til sin administrationspraksis, hvor der ikke tidligere er givet dispensation til toetagers bygninger i denne del af planområdet. Kommunen ønskede derfor ikke at dispensere fra byplanvedtægten til det ansøgte projekt.

Klagepunkter

Klageren anførte, at kommunen havde en forkert retsopfattelse vedrørende muligheden for at give dispensation, jf. planlovens § 19. Klageren mente, at byplanvedtægten åbnede op for toetagers byggeri, og at kommunen tillagde den begrænsninger, der ikke fandtes. Desuden blev det anført, at kommunen havde overtrådt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, idet flere andre boliger i området ikke respekterede kravet om, at tagrygning skulle være parallel med [A1], og at disse havde store gavlvinduer med panoramaudsigt.

Planklagenævnet behandlede udelukkende disse to retlige spørgsmål og tog ikke stilling til øvrige klagepunkter, såsom indbliksgener eller bygningens højde i forhold til harmonisering.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Aarhus Kommunes afslag på dispensation. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Krav om dispensation

Planklagenævnet fastslog, at det ansøgte byggeri ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægten og derfor krævede dispensation efter planlovens § 19.

Mulighed for dispensation og kommunens retsopfattelse

Klageren mente, at kommunen havde en forkert retsopfattelse af muligheden for at give dispensation. Planklagenævnet vurderede, at en kommune kan dispensere fra en byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2. Nævnet fandt, at kommunens afslag ikke skyldtes en opfattelse af, at dispensation ville være i strid med planens principper, men snarere et ønske om at fastholde sin administrationspraksis og friholde området for toetagers bygninger. Derfor fandt nævnet ikke, at kommunens afgørelse hvilede på en forkert retsopfattelse.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, idet andre ejendomme i området angiveligt havde byggerier, der afveg fra byplanvedtægtens krav. Kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, hvilket indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat. Kommunen oplyste, at de nævnte ejendomme var opført som 1½ etage (med udnyttet tagetage) og ikke som fulde to etager. På den baggrund fandt Planklagenævnet, at kommunens afslag på dispensation i den aktuelle sag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.