Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til tagterrasse i Hvidovre

Hvidovre Kommune traf den 18. november 2024 afgørelse om afslag på dispensation til etablering af en tagterrasse på ejendommen [A1]. Afgørelsen blev truffet med henvisning til byplanvedtægt nr. 12, Hvidovre Kommune, som fastsætter bygningshøjden til højst ét beboelseslag med udnyttet tagetage.

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen [A1] er omfattet af byplanvedtægt nr. 12, Hvidovre Kommune. Byplanvedtægtens § 3, stk. 3, litra c, angiver, at bygningshøjden maksimalt må være ét beboelseslag med udnyttet tagetage og eventuel kælderetage.

Kommunens afgørelse

Kommunen begrundede afslaget med, at den ansøgte tagterrasse på 10 m², placeret oven på en udestue og afgrænset af et gennemsigtigt glasværn, ville medføre, at huset fremstod i to etager. Dette blev anset for at være i strid med byplanvedtægtens bestemmelser om etageantal. Kommunen lagde vægt på, at formålet med bestemmelsen var at bevare områdets karakter af traditionelle enfamiliehuse med sadeltag, og at en dispensation kunne skabe uønsket præcedens.

Klagen

Ejeren af ejendommen klagede over kommunens afgørelse. Klagen omhandlede primært tre spørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planloven § 18, eller om det krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 3, stk. 3, litra c.
• Om kommunen havde et tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse, i henhold til officialprincippet.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Klageren anførte desuden, at kommunens afgørelse hvilede på et fejlagtigt grundlag, idet der ikke var opført en tagterrasse, men udelukkende et sikkerhedsværn, og at taget ikke blev anvendt til længerevarende personophold. Klageren henviste også til, at andre ejendomme i området havde godkendte tagterrasser eller hævede opholdsarealer, hvilket ifølge klageren var i strid med ligebehandlingsprincippet.

Planklagenævnet behandlede klagen over Hvidovre Kommunes afslag på dispensation til en tagterrasse og kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af umiddelbar tilladelse og dispensationskrav

Planklagenævnet fastslog, at byplanvedtægtens § 3, stk. 3, litra c, indebærer, at bebyggelsen kun må opføres i én etage med udnyttet tagetage. Opførelse af en bygning med to etager er derfor ikke umiddelbart tilladt og kræver dispensation. Da byplanvedtægten ikke definerer etagebegrebet, vurderede nævnet ud fra planretlig praksis, der lægger vægt på bygningens fremtræden for naboer og forbipasserende.

Nævnet fandt, at den ansøgte tagterrasse på 10 m², placeret oven på en tilbygnings flade tag og vendt mod vejen, ville give bygningen et dominerende præg, så den fremstod som en bygning i to etager. Dette er i strid med byplanvedtægtens § 3, stk. 3, litra c, og kræver derfor dispensation, jf. Planloven § 19. Det havde ingen betydning for nævnets vurdering, om tagterrassen allerede var opført, eller om den reelt blev anvendt til ophold.

Beslutningsgrundlaget (Officialprincippet)

Planklagenævnet vurderede, at kommunens afgørelse ikke var baseret på et utilstrækkeligt kendskab til eller en forkert opfattelse af sagens faktiske forhold. Nævnet bemærkede, at kommunens afslag var baseret på en skønsmæssig vurdering af at fastholde kvarterets præg af traditionelle enfamiliehuse med sadeltag. Det havde i denne sammenhæng ingen betydning, om tagterrassen var opført eller ej, eller om den reelt blev anvendt til ophold.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Kommunen havde oplyst, at der ikke var givet dispensation eller tilladelse til tagterrasser eller byggeri i to etager i området. Nævnet understregede, at det forhold, at kommunen eventuelt ikke har forfulgt ulovlige forhold, ikke kan sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis. En enkelt ejendom med en tagterrasse, som kommunen ikke havde påset i en lovliggørelsessag i 2009, danner ikke præcedens, da der ikke var foretaget en skønsmæssig vurdering af dispensation i den sag.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne på baggrund af ovenstående ikke give medhold i klagen over Hvidovre Kommunes afgørelse af 18. november 2024. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.