Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
| Lov | § |
|---|---|
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage fra en omboende vedrørende Solrød Kommunes håndtering af byggetilladelser og et kystbeskyttelsesprojekt i et fredet kystareal ved Staunings Ø. Klagen omhandler kommunens manglende iagttagelse af fredningsbestemmelser og Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet) i forbindelse med disse sager.
Klageren har specifikt anført, at Solrød Kommune har udstedt byggetilladelser for matr.nr. [Matrikelnummer 1] og [Matrikelnummer 2] uden at sikre dispensation fra Overfredningsnævnets afgørelse af 5. februar 1969 om fredning af kystarealet. Desuden er det påpeget, at kommunen har besluttet at etablere et dige som del af et kystbeskyttelsesprojekt uden at vurdere dets påvirkning på Natura 2000-område N147 og uden den nødvendige dispensation fra fredningen.
Solrød Kommune har i den forbindelse oplyst, at ejendommen matr.nr. [Matrikelnummer 2] ligger uden for fredningen, og derfor ikke kræver dispensation. For matr.nr. [Matrikelnummer 1] er der ikke foretaget en vurdering af påvirkningen på Natura 2000-område N147, og der foreligger heller ingen dispensation fra fredningen. Vedrørende kystbeskyttelsesprojektet har kommunen meddelt, at der endnu ikke findes konkrete løsninger for projektet, og at byrådets beslutning om anlægsbevilling er en intern procesbeslutning.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle klagen, da de vurderer, at der ikke er truffet afgørelser, som kan påklages til nævnet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 1.
Nævnet finder, at Solrød Kommunes vurdering i forbindelse med udstedelse af byggetilladelser for matr.nr. [Matrikelnummer 1] og [Matrikelnummer 2] er sket som led i kommunens tilsynsvirksomhed. Ifølge Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 1 fører kommunen tilsyn med fredningsbestemmelser, og tilsynsmyndigheden skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning, jf. Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5. Afgørelser om tilsyn efter Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5 kan ikke påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1. Nævnets faste praksis er, at kommunernes afgørelse om, at der ikke foreligger en overtrædelse af fredningsbestemmelser, ikke kan påklages.
Vedrørende kystbeskyttelsesprojektet vurderer nævnet, at kommunalbestyrelsens beslutning om anlægsbevilling til iværksættelse af projektet ikke er en egentlig afgørelse om tilladelse til kystbeskyttelse i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. Nævnet anser den vedtagne anlægsbevilling for at være en procesledende beslutning, som ikke har karakter af en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Klageadgang over afgørelser efter Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1 er reguleret i Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 3 og Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 4. En tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 3 skal i overensstemmelse med Kystbeskyttelsesloven § 3a, stk. 1 og Kystbeskyttelsesloven § 3a, stk. 3 erstatte andre nødvendige tilladelser. En vurdering af påvirkningen på Natura 2000-områder skal foretages før afgørelse træffes, jf. Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet § 3, stk. 1, og afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages, jf. Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet § 11, stk. 1.
Da der ikke er klaget over afgørelser, som kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, afvises realitetsbehandlingen af klagen. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales. Nævnet bemærker, at klageren kan indgive en klage til Ankestyrelsen, hvis vedkommende mener, at Solrød Kommune har handlet ulovligt i forbindelse med sit tilsyn.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Kystdirektoratet
Sagen omhandler Kystdirektoratets dispensation til etablering af et madpakkehus, to shelters og en stormflodssøjle inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommene matr. nr. F og F Allerup By, Sneum i Esbjerg Kommune. De ansøgte faciliteter er placeret ved Sneum Sluse, et område der er udpeget som værdifuldt landskab, en del af Natura 2000-område nr. 89 (Habitatområde nr. 78, Fuglebeskyttelsesområde nr. 51 og 57, og Ramsarområde nr. 27 Vadehavet), Nationalpark Vadehavet og UNESCOs verdensarvsliste. Området er desuden omfattet af sø- og åbeskyttelseslinjen, og diget er et fortidsminde.
Kystdirektoratet meddelte dispensation den 1. august 2019, idet de vurderede, at faciliteterne var beskedne i størrelse og placeret landværts diget i tilknytning til eksisterende parkeringsplads og toiletbygning samt bag eksisterende bebyggelse. Direktoratet mente, at anlæggene ikke ville påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt, og at stormflodssøjlen udgjorde et særligt tilfælde uden risiko for præcedens. Kystdirektoratet vurderede også, at det ansøgte ikke væsentligt ville påvirke Natura 2000-området eller beskadige leve- eller voksesteder for arter omfattet af .
Artiklen beskriver baggrunden for projektet om kystfodring og sandressourcer, hvor klimaændringer øger presset på de danske kyster.
Regeringen går nu videre med udpegningen af de første 17 arealer til energiparker, som skal bidrage til en firedobling af grøn strøm fra sol og vind på land.
Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 29. august 2019 med flere anbringender:
Kystdirektoratet fastholdt i deres bemærkninger, at anlæggene var placeret hensigtsmæssigt nær eksisterende anlæg og neden for diget, hvilket minimerede landskabelig påvirkning. De henviste til bemærkninger til ændringen af Naturbeskyttelsesloven § 15 i 2017, som angiver, at der normalt dispenseres til faciliteter til støtte for friluftslivet. Direktoratet mente desuden, at afgørelsen indeholdt en vurdering af projektets påvirkning af Natura 2000-området og bilag IV-arter. Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Kystdirektoratet om yderligere uddybning af deres vurdering af effekten på Natura 2000-området og bilag IV-arter, hvilket Kystdirektoratet efterfølgende gav en mere detaljeret redegørelse for, med vægt på anlæggenes beskedne størrelse og placering ved eksisterende faciliteter.
Sagen omhandler en ansøgning om dispensation fra en fredning til at nedrive en eksisterende spejderhytte på 28 m² og opf...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets tilladelse til anlæg af en lystbådehavn med op ...
Læs mereForslag til Lov om modernisering af Køge Bugt Strandpark
