Energiklagenævnets afvisning af klage over Forsyningstilsynets godkendelse af Evidas tarifberegningsmetode

Energiklagenævnet modtog en klage fra P1 over Forsyningstilsynets afgørelse af 1. november 2024, som godkendte Evidas metode for beregning af tariffer for brug af distributionssystemet. Klagen blev indgivet den 26. november 2024.

Baggrund for tarifmetoden

Gasdistributionsselskaberne Evida Nord A/S, Evida Syd A/S og Evida Fyn A/S (samlet Evida) anmeldte den 8. januar 2024 en metode til Forsyningstilsynet for beregning af distributionstariffer, gældende fra 1. januar 2025. En opdateret version af metoden blev fremsendt den 18. september 2024 og efterfølgende godkendt af Forsyningstilsynet.

Den anmeldte metode omfatter:

• En aftagervendt volumentarif, systemtarif og aftagervendt målerbetaling.
• En producentvendt volumentarif og systemtarif.

Evida har til hensigt at harmonisere distributionstarifferne i forbindelse med en planlagt sammenlægning af de tre distributionsselskaber pr. 1. januar 2025. Harmoniseringen betyder, at kunderne vil betale samme pris for den samme ydelse, uanset hvor i Danmark ydelsen leveres, og at kunderne betragtes som en helhed i ét samlet distributionssystem.

Forsyningstilsynets afgørelse blev truffet i henhold til Gasforsyningsloven § 36 a, stk. 1, jf. Gasforsyningsloven § 37, stk. 2, og Europa-Parlamentets og Rådets EU-forordning 2024/1789 af 13. juni 2024 om de indre markeder for vedvarende gas, naturgas og brint.

Klagers anbringender

Klager, en borger med gaskomfur og et meget lille gasforbrug, anførte, at den godkendte metode ville medføre en voldsom stigning i dennes gasregning fra ca. 460-500 kr. til 2135,12 kr. årligt. Klager fandt metoden og den deraf følgende prisændring hverken gennemsigtig eller retfærdig, især da små forbrugere som klager skulle betale det samme som store industrielle forbrugere.

Klager argumenterede for en væsentlig og individuel interesse i sagen på grund af:

• Betydelig økonomisk påvirkning: En stigning på over 50 % i gasregningen udgjorde en væsentlig økonomisk byrde, især for en person i flex-job uden mulighed for at supplere indkomst med merarbejde.
• Direkte personlig og konkret påvirkning: Som lejer havde klager ikke mulighed for at skifte til en anden energikilde, hvilket gjorde afgørelsen særligt alvorlig og specifik for klagers situation.

Klager mente desuden, at proceduren ikke respekterede forbrugerrettigheder, og at afgørelsen ikke var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Klager henviste til EU-Domstolens praksis, der understreger forbrugeres ret til at forstå og reagere på prisændringer samt adgang til effektive klagemuligheder.

Energiklagenævnet afviste klagen, da klager ikke blev anset for at være klageberettiget.

Retsgrundlag for klageberettigelse

Energiklagenævnet kan kun behandle klager fra personer, der er klageberettigede. Forsyningstilsynets afgørelse er omfattet af klagebestemmelsen i Gasforsyningsloven § 51, stk. 1. Da denne bestemmelse ikke indeholder særskilte regler om klageberettigelse, anvendes de almindelige forvaltningsretlige principper, som kræver en væsentlig og individuel interesse i sagen. Begge betingelser skal være opfyldt.

• Væsentlig interesse: Betydningen af afgørelsen for den pågældende skal være af en vis styrke og intensitet. En moralsk eller generel interesse er ikke tilstrækkelig.
• Individuel interesse: Afgørelsen skal være mere indgribende over for klager end i forhold til andre berørte personer. Hvis en større kreds af personer berøres på samme måde, mangler den individuelle interesse.

Energiklagenævnets vurdering

Energiklagenævnet fandt, efter en samlet og konkret vurdering, at klager ikke havde en væsentlig og individuel interesse i Forsyningstilsynets afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at afgørelsen om godkendelse af Evidas tarifberegningsmetode berører en større, ikke umiddelbart identificerbar kreds af personer. Det store antal berørte personer medfører en udtynding af den enkeltes interesse, så den falder under væsentlighedstærsklen.

Nævnet bemærkede, at Evidas metode harmoniserer tarifsatserne, så der fremover vil være én fælles tarifstruktur med fælles satser på tværs af de tidligere tre distributionsområder, gældende uanset geografisk placering. Dette indebærer en omlægning af gastarifferne for alle gaskunder tilsluttet gasnettet.

På baggrund heraf konkluderede Energiklagenævnet, at klager ikke var klageberettiget, og klagen blev derfor afvist uden realitetsbehandling. Klagerens øvrige anbringender, herunder henvisningen til EU-Domstolens praksis, oplysningsgrundlaget for Forsyningstilsynets afgørelse og de økonomiske følgevirkninger, kunne ikke føre til et andet resultat.

Afgørelsen blev truffet af Energiklagenævnets formand i medfør af Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 6, stk. 1. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, og søgsmål til prøvelse skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse, jf. Gasforsyningsloven § 51, stk. 5.