Klage over Energitilsynets afgørelse afvist på grund af manglende klageberettigelse

Sagen omhandler en klage over Energitilsynets afgørelse af 1. juli 2016, hvor tilsynet afviste at foretage sig yderligere i en sag vedrørende et opkrævet pristillæg fra Lemvig Varmeværk a.m.b.a. Klagen blev indgivet af en varmeforbruger på vegne af sig selv og andre forbrugere.

Baggrund for pristillægget

Sagen udspringer af en fusion mellem Nr. Nissum Kraftvarmeværk a.m.b.a., Klinkby Varmeværk a.m.b.a. og Lemvig Varmeværk a.m.b.a., hvor Lemvig Varmeværk var det fortsættende selskab. Fusionen medførte, at varmeforbrugerne fra det tidligere Nr. Nissum Kraftvarmeværk skulle betale et ekstraordinært pristillæg, også kendt som et gældsudligningsbeløb. Dette beløb skulle dække omkostninger relateret til gælds- og omkostningsstrukturer samt etablering af en transmissionsledning mellem Lemvig Varmeværk og det tidligere Nr. Nissum Kraftvarmeværk.

Oprindelig opkrævningsmetode og Energitilsynets indgriben

Det samlede gældsudligningsbeløb blev opkrævet baseret på boligarealet ifølge Bygnings- og Boligregistret (BBR). Forbrugerne kunne enten betale kontant eller optage et lån hos Lemvig Varmeværk mod udstedelse af et gældsbrev med 7 % årlig forrentning. Derudover skulle der tinglyses en servitut på ejendommen, og tinglysningsafgiften skulle betales af varmeforbrugeren.

Energitilsynet konstaterede, at denne opkrævningsmetode var urimelig, da forbrugerne ikke var blevet tilbudt valget mellem at betale pristillægget over den faste afgift eller som et engangsbidrag. Tilsynet indledte herefter forhandlinger med Lemvig Varmeværk for at rette op på forholdet.

Energitilsynets forhandling og vurdering

Forhandlingerne resulterede i, at Lemvig Varmeværk annullerede samtlige gældsbreve og tilhørende renter samt undlod at tinglyse dem. Forbrugerne fik herefter mulighed for at vælge mellem at betale pristillægget som et kontant engangsbeløb eller som en del af den faste afgift. Energitilsynet vurderede på denne baggrund, at Lemvig Varmeværk nu opkrævede pristillægget i overensstemmelse med tilsynets praksis for prisdifferentiering og prisharmonisering. Omkostningsfordelingen for transmissionsledningen blev også vurderet til at være i overensstemmelse med tilsynets praksis og afskrivningsbekendtgørelsen.

Den 1. juli 2016 meddelte Energitilsynet klager, at de ikke ville foretage sig yderligere i sagen, da det urimelige forhold var bragt til ophør, og der ikke længere forelå forhold i strid med Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Klagerens indbringelse for Energiklagenævnet

Klager indbragte herefter Energitilsynets afgørelse for Energiklagenævnet. Klager fastholdt, at Lemvig Varmeværk fortsat opkrævede renter og omkostninger til tinglysning og udstedelse af gældsbreve, selvom disse var annulleret. Desuden anførte klager, at det var urimeligt, at varmeforbrugerne i Nr. Nissum skulle betale den samlede anlægsudgift for transmissionsledningen.

Parternes synspunkter om klageberettigelse

Klager ønskede at blive anset for klageberettiget og få realitetsbehandlet sin klage. Klager argumenterede for, at han og de andre forbrugere havde en individuel, væsentlig retlig og økonomisk interesse i sagen, og at det havde stor betydning, hvordan pristillægget blev betalt.

Lemvig Varmeværk og Energitilsynet gjorde gældende, at klager ikke var klageberettiget, da sagen var af generel karakter og ikke berørte klager mere individuelt end andre varmeforbrugere. Energitilsynet bemærkede, at selvom klager var blevet tildelt partsrettigheder under tilsynets behandling, var Energiklagenævnet ikke bundet heraf, og det var nævnets opgave at vurdere klageberettigelsen. Lemvig Varmeværks bemærkninger blev ikke sendt i partshøring hos klager, jf. Forvaltningsloven § 19, da de ikke indeholdt nye oplysninger af betydning for sagen.

Energiklagenævnet afviste klagen over Energitilsynets afgørelse af 1. juli 2016 på grund af manglende klageberettigelse.

Vurdering af Energitilsynets afgørelse

Energiklagenævnet vurderede, at Energitilsynets beslutning om ikke at indlede en tilsynssag var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Dette skyldtes, at tilsynet havde foretaget konkrete skridt til at oplyse sagen, herunder kontakt til Lemvig Varmeværk, og havde anlagt retlige betragtninger i relation til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Retsgrundlag for klageberettigelse

Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af Energitilsynet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Varmeforsyningsloven indeholder dog ikke udtømmende regler for klageberettigelse, hvorfor vurderingen skal foretages ud fra de almindelige forvaltningsretlige regler. Disse regler kræver, at en klager har en væsentlig og individuel interesse i, at afgørelsen ændres. Begge betingelser skal være opfyldt.

• Væsentlig interesse: Betydningen af afgørelsen for den pågældende skal være af en vis styrke og intensitet. En moralsk eller generel interesse er ikke tilstrækkelig.
• Individuel interesse: Afgørelsen skal være mere indgribende over for klageren end for andre personer, der berøres af afgørelsen. Hvis en større kreds af personer berøres på samme måde, foreligger der ikke en individuel interesse.

Energiklagenævnets konklusion

Efter en samlet og konkret vurdering fandt Energiklagenævnet, at klager ikke var klageberettiget. Nævnet lagde vægt på, at Energitilsynets afgørelse var af generel karakter og ikke i særlig grad vedrørte klager personligt. Lemvig Varmeværks fastsættelse af pristillægget i forbindelse med fusionen berørte samtlige varmekunder fra det tidligere Nr. Nissum Kraftvarmeværk på samme måde.

Det forhold, at klager havde anmodet Energitilsynet om at indlede en tilsynssag, modtaget klagevejledning eller var blevet tildelt partsrettigheder under tilsynets behandling, medførte ikke i sig selv klageberettigelse.

Da klager ikke var klageberettiget, kunne nævnet ikke behandle klagen. Energiklagenævnet afviste derfor klagen i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1.

Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål ved domstolene skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse af afgørelsen, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af Energiklagenævnets næstformand på vegne af nævnet efter Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 6, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 3, stk. 2.

Til orientering oplyste Energiklagenævnet, at Ankenævnet på Energiområdet er et privat forbrugerankenævn, der behandler klager vedrørende køb og levering af fjernvarme.