Gasforsyningsloven § 36a

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til bestemmelsen i den nuværende varmeforsyningslovs § 20, stk. 3, idet den dog begrænses til kun at omfatte kunder uden markedsadgang. Bestemmelsen er udmøntet i maksimalprisbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 654 af 2. september 1998), som dermed kan videreføres. Der vil dog som følge af nærværende lov være behov for at foretage ændringer i bekendtgørelsen af teknisk karakter.

Som en yderligere beskyttelse af forbrugere uden markedsadgang, som er bundet til at bruge naturgas eller ikke uden uforholdsmæssigt store omkostninger kan skifte til et alternativt brændsel, er det i stk. 2 fastsat, at prisen skal stå i et rimeligt forhold til, hvad tilsvarende kunder med adgang til alternative brændselsmuligheder betaler for naturgas. Bestemmelsen bygger på de principper, der er fastsat i lov nr. 213 af 29. marts 1995 om ændring af lov om varmeforsyning, jf. bemærkningerne, hvoraf det fremgår, at priser og betingelser som udgangspunkt ikke vil kunne anses for urimelige, såfremt de ikke væsentligt afviger fra den naturgaspris, som kan opnås på et marked, hvor naturgassen sælges i konkurrence med olieprodukter. Det fremgår endvidere, at effektivitetsfordele ved naturgasanvendelse afspejles i prisfastsættelsen, ligesom forskelle i afgiftsbelastningen af de enkelte brændsler og de forskellige kundekategorier afspejles i prisen. Olieprisreferencen indebærer, at der ved vurderingen af naturgaspriserne tages hensyn til naturgasselskabernes økonomi, idet selskaberne gives mulighed for at indregne en afgiftsforskel mellem naturgas og olieprodukter, den såkaldte skyggeafgift, i deres priser.

Til § 37

Distributionsselskabers og forsyningspligtige selskabers priser reguleres i § 37. Udgangspunktet for reguleringen af priserne fremgår af stk. 1, hvorefter priserne for ydelserne fastsættes under hensyntagen til selskabernes omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftsomkostninger og afskrivninger samt forrentning af kapital, dvs. renter af fremmedkapital samt forrentning af eventuel indskudskapital.

Bestemmelsen i stk. 2 fastlægger et nyt princip for prisfastsættelsen, idet tilladte indtægter til dækning af omkostningerne fastsættes i medfør af indtægtsrammer. Det vil sige rammer for, hvor meget der kan opkræves over tarifferne for selskabets ydelser. Indtægtsrammerne skal fastlægges med udgangspunkt i omkostningerne ved en effektiv drift af selskabet. I det omfang selskaberne har omkostninger, der overstiger det tilladte niveau for opkrævning over tariffen, opnår selskaberne et underskud.

Reguleringen vil gælde prisfastsættelsen i alle de led, som reguleres, dvs. priser til forbrugerne samt forsyningsselskabernes køb af distributionsydelser.

I medfør af stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om generelle indtægtsrammer, som Energitilsynet udmønter i årlige indtægtsrammer for selskaberne. Ved fastlæggelse af indtægtsrammerne skal Energitilsynet tage hensyn til de forudsætninger vedrørende de regionale selskabers og DONG Naturgas økonomi, som er lagt til grund for aftalen af 23. juni 1999 mellem staten, HNG og NGMN (Skt. Hans-aftalen). Skt. Hans-aftalen er udmøntet i en principaftale af 29. januar 2000 mellem HNG, NGMN og DONG Naturgas, der forventes udmøntet i en endelig aftale inden 1. juli 2000. Udgangspunktet er således, at indtægtsrammerne fastsættes ud fra de omkostningsreduktioner, der følger af Skt. Hans-aftalen om, at den historiske gæld skal være afviklet inden udgangen af 2014. Herudover kan der stilles yderligere effektiviseringskrav på grundlag af effektivitetsvurderinger og benchmarkanalyser. Da Skt. Hans-aftalen desuden indebærer en fælles gældsafvikling for de selskaber, der indtræder i aftalen, skal indtægtsrammen for disse selskaber fastsættes i forhold til selskabernes samlede omkostninger.

Der kan i indtægtsrammerne kun indregnes forrentning af fremmedkapital og indskudskapital. Forrentning af egenkapital udover indskudskapital kan derimod ikke indregnes. De regionale selskaber har i væsentligt omfang været finansieret via det statsstøtteelement, der ligger i skyggeafgiften, og en eventuel egenkapital i selskaberne udover indskudskapitalen må anses for at være fremkommet herved. De kommunale ejere bør derfor ikke kunne få forrentning af en kapital, der reelt er tilvejebragt af staten.

Bestemmelsen i stk. 4 giver Energitilsynet mulighed for dispensere fra indtægtsrammerne, som er fastsat af tilsynet selv, hvis det er nødvendigt, for at selskabet kan gennemføre forpligtelser, der er pålagt i medfør af loven. Bestemmelsen sigter ikke på at holde hånden over selskaber, der vedvarende undlader at effektivisere, men på at sikre opretholdelse af distributionsydelser til alle. Hensynet til forsyningssikkerhed vejer således tungere end hensynet til effektivitet. Bestemmelsen er kun møntet på helt særlige tilfælde og kan især tænkes benyttet, hvor forholdene, der forhindrer selskabet i at leve op til indtægtsrammen, ikke kan lægges selskabet til last.

Stk. 5 fastlægger, at enhver form for indtægt i selskabet skal medgå til dækning af udgifter ved de bevillingspligtige aktiviteter. Herved forstås, at indtægter fra henholdsvis den bevillingspligtige distributions- og forsyningspligtige virksomhed alene skal medgå til at dække udgifterne herved. Det er ikke hensigten med bestemmelsen, at selskaber, der i samme selskab også varetager andre naturgasaktiviteter, skal anvende indtægterne herfra til at dække omkostninger forbundet med distributions- eller forsyningspligtig virksomhed.

I det omfang selskaberne kan holde omkostningerne under indtægtsrammen, opnår selskaberne et overskud. Overskud i form af ekstraordinære effektiviseringsgevinster skal ikke som alle øvrige indtægter i selskabet - medgå til dækning af udgifter ved de bevillingspligtige aktiviteter, men kan anvendes til henlæggelser til fremtidige investeringer, nedsættelse af priser eller ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen.

Bestemmelsen i stk. 6 indebærer, at priserne for selskabernes ydelser skal fordeles på køberne af ydelserne efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier, således at der ikke kan krydssubsidieres til fordel for bestemte kategorier. Dette gælder såvel forbrugerpriser som betaling for netadgang. Priserne for distributionsydelser skal endvidere fastsættes uafhængigt af transportafstand, dvs. efter det såkaldte »frimærkeprincip«. Kun i de situationer, hvor det følger af lovens bestemmelser, vil der være tale om, at systembrugerne ikke selv skal afholde omkostningerne. I sådanne tilfælde vil omkostningerne skulle bæres af alle forbrugere tilsluttet det sammenkoblede naturgasforsyningssystem, jf. § 9.

Efter stk. 7 kan miljø- og energiministeren bl.a. fastsætte regler for beregning af driftsmæssige afskrivninger. Formålet er at sikre ensartede principper for afskrivningerne under hensyntagen til investeringens omfang og levetid samt selskabetsfinansieringsbehov.

Bestemmelsen giver også mulighed for at fastlægge de forrentningssatser, der kan anvendes ved indregning af forrentning af kapital, herunder indskudskapital. Naturgasprojektet er et offentligt projekt, der hidtil har været baseret på en væsentlig statsstøtte og fortsat vil være støttet via afgiftsforskellen mellem naturgas og olieprodukter. Da det ikke er meningen, at statsstøtten skal kanaliseres videre til kommunerne, vil forrentning af indskudskapital kun være mulig i perioden frem til 2014, såfremt der realiseres ekstraordinære effektiviseringsgevinster i forhold til indtægtsrammen. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for anvendelse af overskud efter stk. 5, herunder grænser for ekstraordinær forrentning.

Med bestemmelsen i stk. 8 præciseres, at det kommunalretlige hvile-i-sig-selv princip kun er fraveget i lovforslaget for så vidt angår kommuners adgang til at føre midler ud af kommunale forsyningsselskaber, idet kommunerne har mulighed for en ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen, jf. stk. 5. Omvendt fastholdes det, at kommunerne ikke har adgang til at tilføre de kommunale virksomheder midler. Bestemmelsen er indsat, fordi prisreguleringen i lovforslaget indebærer, at det kommunalretlige hvile-i-sig-selv princip ikke finder anvendelse i de kommunalt ejede distributions- og forsyningsselskaber.

Det bemærkes, at § 37 i modsætning til § 38 og 39 kun vedrører priser og ikke også andre betingelser for ydelser fra distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber. Det hænger sammen med, at Energitilsynet med hjemmel i §§ 7, stk. 4, 40 og 41, stk. 1, kan føre tilsyn med priser og betingelsers rimelighed for så vidt angår ydelser fra distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber.

Til § 38

Det fremgår af stk. 1, at transmissions-, lager- og LNG-selskaberne i deres prissætning ikke må diskriminere mellem systembrugerne. Selskaberne må således ikke fastsætte priser og betingelser over for egne tilknyttede selskaber, der favoriserer disse.

Det foreslås i stk. 2, at Energitilsynet skal føre tilsyn med, at priser og betingelser er rimelige og ikkediskriminerende. Tilsynet skal ved vurderingen af, hvorvidt priserne er rimelige, forholde sig til forholdet mellem pris og omkostninger forbundet med transmissions-, lager- eller LNG-selskabets virksomhed, herunder den af selskabet investerede kapital, samt forholde sig til, om omkostningerne ved drift af transmissions-, lager- eller LNG-selskabet svarer til omkostningerne ved en effektiv drift heraf. Energitilsynet tager i vurderingen af priser og betingelser hensyn til priser og betingelser, der gælder på tilsvarende markeder.

Energitilsynet skal i forbindelse med tilsynet med prisernes og betingelsernes rimelighed tage hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende i gassektoren. Transmissions- og lagerselskaberne er f.eks. pålagt offentlige forpligtelser, som er begrundet i hensynet til forsyningssikkerheden, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, og § 15, stk. 1, nr. 3.

Det bemærkes, at Energitilsynet i medfør af § 41, stk. 2, har mulighed for at gribe ind, hvis priser og betingelser anses for at give en miljømæssig eller samfundsmæssig uhensigtsmæssig anvendelse af energi. Det gælder, uanset om priserne i øvrigt anses for rimelige i henhold til § 38.

Til § 39

Det fremgår af stk. 1, at priser og betingelser for ydelser fra selskaber med bevilling til forsyning af kunder uden ret til valg af leverandør på individuelle vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, samt fra selskaber, som forsyner kunder med ret til valg af leverandør, fastsættes ved forhandling. Priserne og betingelserne er som udgangspunkt uregulerede, idet det forudsættes, at naturgasleverancerne normalt finder sted i konkurrence med alternative brændsler eller naturgas fra andre udbydere, jf. dog § 36.

Det foreslås i stk. 2, at Energitilsynet fører tilsyn med, at priser og betingelser er rimelige. Med hensyn til priser og betingelser for ydelser fra selskaber med bevilling til forsyning på individuelle vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, indeholder § 25 en række bindinger, forudsat der udstedes bevilling til forsyning på faste vilkår med hjemmel i § 25, stk. 2. Udstedelsen af en sådan bevilling indebærer nemlig, at naturgassalget til forbrugere med et aftag på over 300.000 m3 pr. år skal ske efter ensartede landsdækkende retningslinjer, hvilket får indflydelse på, hvilke priser og betingelser et selskab med bevilling til forsyning på individuelle vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, vil kunne tilbyde denne kundegruppe. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til § 25. Det bemærkes at reglerne om ensartede landsdækkende retningslinjer er fastsat med henblik på at sikre en ensartet behandling af kunderne, uanset om kunderne, som følge af de aftalemæssige forhold i naturgassektoren, forsynes af en leverandør med bevilling i henhold til § 25, stk. 1, nr. 2, eller i henhold til § 25, stk. 2.

Energitilsynet skal ved vurderingen af priser og betingelser i henhold til stk. 2 tage hensyn til priser og betingelser, der gælder på tilsvarende markeder. Med hensyn til betingelserne for levering af naturgas skal det særligt bemærkes, at det hidtil har været sædvanligt, at der er blevet indgået langvarige, uopsigelige aftaler på take-or-pay vilkår såvel mellem gasproducenter og grossister som mellem grossister og store forbrugere. Langt den største del af EU s gasforsyning antages således i dag at finde sted på grundlag af take-or-pay kontrakter med en varighed på op til 20-25 år.

Baggrunden for at aftaler med naturgasproducenter indgås som langvarige take-or-pay aftaler er, at producenterne på grund af de meget store investeringer, der er forbundet med efterforskning, produktion og infrastruktur, må have en rimelig sikkerhed for afsætningen. Der er flere forklaringer på, at også aftaler med store forbrugere ofte indgås som langvarige take-or-pay aftaler. For det første kan der være store investeringer forbundet med sådanne aftaler. For det andet vil der ofte være en sammenhæng mellem på den ene side aftaler mellem grossister og købere af større mængder naturgas og på den anden side de take-or-pay forpligtelser, som grossister kan blive nødt til at påtage sig i forhold til producenter for at kunne opfylde aftalerne om videresalg af større mængder naturgas. Det vil ikke være i en grossists interesse at påtage sig store aftageforpligtelser i forhold til en naturgasproducent, medmindre grossisten har en vis sikkerhed for at kunne afsætte naturgassen til køberen i en på forhånd aftalt periode. De omtalte grunde til at kontrakter om store gasleverancer indgås som langvarige take-or-pay aftaler indebærer også, at aftalerne typisk vil være uopsigelige i det mindste i en del af deres løbetid.

Ved vurderingen af kontrakters løbetid vil Energitilsynet således blandt andet skulle tage hensyn til, om der er store investeringer forbundet med aftalerne, samt om aftalernes løbetid kan karakteriseres som sædvanlig i lyset af den praksis, der er gældende på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Det bemærkes, at Energitilsynet i medfør af § 41, stk. 2, har mulighed for at gribe ind, hvis priser og betingelser anses for at give en miljømæssig eller samfundsmæssig uhensigtsmæssig anvendelse af energi. Det gælder, uanset om priserne i øvrigt anses for rimelige i henhold til § 39.

Tilsyn med priser, fastsættelse af regler