AN 1998 00111 - VR 1995 01464 - Særprægsvurdering af varemærket "JACOBS CARTE NOIR"

I sin begrundelse lagde Ankenævnet vægt på, at udtrykket "CARTE NOIR" ikke kunne anses for at være en direkte beskrivelse af kaffe eller kaffeprodukter for den danske gennemsnitsforbruger. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at udtrykket på det danske marked blev anvendt som en generisk betegnelse for kaffesorter eller ristningsgrader.

Vedrørende anvendelsen af Varemærkeloven § 16 udtalte nævnet, at når et varemærke som helhed besidder fornødent særpræg, bør man udvise tilbageholdenhed med at kræve disclaimere for enkeltelementer, medmindre disse elementer er helt åbenbart beskrivende. Da stavemåden afveg fra korrekt fransk, og da udtrykket i sig selv havde en vis originalitet i sammenhæng med kaffe, fandt nævnet ikke grundlag for at opretholde styrelsens krav. Registreringen blev således opretholdt i sin oprindelige form for alle varer i klasse 30.

Ankenævnet havde truffet afgørelse om, at det ansøgte varemærke ikke opfyldte kravene i Varemærkeloven § 13, stk. 1 om særpræg, da mærket:

• Hovedsageligt bestod af en geografisk angivelse.
• Manglede evnen til at fungere som et oprindelseskriterium for de pågældende varer.

Sagsøgers argumenter

Sagsøgeren påstod, at Ankenævnets afgørelse skulle ophæves. Deres hovedargumenter var:

1. Særpræg ved kollektive mærker: Kollektive varemærker skal vurderes anderledes end individuelle mærker, idet deres formål er at garantere varernes geografiske oprindelse og kvalitet, hvilket i sig selv medfører en form for særpræg.
2. Indarbejdelse og kendthed: Selvom mærket indeholdt en geografisk betegnelse, var den kombination og det grafiske udtryk, der var valgt, tilstrækkeligt til at adskille varemærket fra andre. Endvidere blev der anført, at mærket havde opnået særpræg ved brug på det italienske marked.
3. Offentlighedens opfattelse: Den relevante danske kundekreds ville opfatte mærket som et tegn på, at varerne var certificeret eller garanteret af Sagsøgeren, og ikke blot som en geografisk angivelse i almindelig forstand.

Ankenævnets (Sagsøgtes) argumenter

Ankenævnet fastholdt, at deres afgørelse var korrekt i henhold til Varemærkeloven § 45. Ankenævnets primære indsigelser var:

"Registrering af tegn, der udelukkende tjener til at angive varernes geografiske oprindelse, skal nægtes, da de skal holdes fri for alle erhvervsdrivende i det pågældende område. Det kollektive mærke har ikke den fornødne skelneevne til at adskille sig fra andre erhvervsdrivendes varer."

• Friholdelsesbehov: En bredere registrering ville stride imod princippet om, at geografiske angivelser skal holdes fri for almindelig brug af alle erhvervsdrivende, der er etableret i området.
• Manglende bevis for indarbejdelse: Sagsøgeren havde ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at mærket havde opnået særpræg i Danmark gennem brug for de varer, ansøgningen omfattede.

Retten skulle foretage en fuld prøvelse af Ankenævnets afgørelse om, hvorvidt det ansøgte varemærke var omfattet af de absolutte registreringshindringer i Varemærkeloven.