Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation for overdækning i Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune meddelte den 29. august 2024 afslag på en lovliggørende dispensation til en overdækning på 25 m² på en ejendom i Avedøre. Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. B17 og tillæg nr. 1 til denne byplanvedtægt. Kommunen begrundede afslaget med, at overdækningen var i strid med § 6.2.3 i tillæg nr. 1, som fastsætter, at bebyggelse kun må opføres som vist på kortbilag nr. 1. Kommunen vurderede desuden, at den ikke havde hjemmel til at dispensere, da en dispensation ville stride mod lokalplanens principper, jf. planlovens § 19.

Ejerne af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Nævnet skulle i den forbindelse tage stilling til to hovedspørgsmål:

Sagens centrale spørgsmål

• Om overdækningen var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. planlovens § 18, eller om den krævede dispensation fra § 6.2.3 i tillæg nr. 1 til byplanvedtægten.
• Om kommunen havde en forkert retsopfattelse vedrørende muligheden for at give dispensation, jf. planlovens § 19.

Planklagenævnet har ikke behandlet det øvrige klagepunkt i sagen.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af dispensationsbehov

Nævnet fastslog, at bestemmelserne i en byplanvedtægt er bindende for borgerne, jf. planlovens § 18, og at afvigelser kræver dispensation. Overdækningen var opført uden for de byggefelter, der er angivet i kortbilag 1 til tillæg nr. 1 til byplanvedtægten. Planklagenævnet fandt derfor, at forholdet var i strid med § 6.2.3 i tillæg nr. 1 og krævede dispensation, jf. planlovens § 19.

Vurdering af dispensationsmulighed

En kommune kan dispensere fra en byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2. Principperne i en plan omfatter typisk formålsbestemmelsen og anvendelsesbestemmelser, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning eller er en del af den planlagte struktur.

Planklagenævnet vurderede, at en dispensation fra § 6.2.3 i tillæg nr. 1 til byplanvedtægten ikke ville være i strid med planens principper. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og at byplanvedtægten ikke indeholdt en formålsbestemmelse eller redegørelse, der indikerede, at bestemmelsen havde en særlig betydning som en del af planens principper. Kommunens afgørelse hvilede derfor på en forkert retsopfattelse, hvilket gjorde afgørelsen ugyldig.

Afgørelse og hjemvisning

Planklagenævnet ophævede Hvidovre Kommunes afgørelse af 29. august 2024 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunen nu skal tage stilling til, hvorvidt den ønsker at dispensere fra byplanvedtægtens § 6.2.3. Kommunens skønsmæssige vurdering af, om der skal dispenseres, kan ikke efterprøves af Planklagenævnet.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.