Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation fra byplanvedtægt nr. A15, Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune afslog den 24. september 2024 en ansøgning om lovliggørende dispensation fra byplanvedtægt nr. A15, Område ved Gl. Køge Landevej og Mågevej, vedrørende et udhus og et hønsehus på ejendommen [A1], 2650 Hvidovre. Ejendommens ejer klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Sagen omhandlede primært spørgsmålet, om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten eller krævede dispensation.

Ejendommen og byplanvedtægten

Klagen vedrører et udhus på 5 m² og et hønsehus på 8 m², som ifølge kommunens oplysninger er placeret mindre end 11,50 m fra Søvangsvejs vejmidte. Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. A15, som i § 5.1 fastsætter en fremtidig byggelinje for Søvangsvej på 10,00 - 11,50 m fra vejmidten. Byplanvedtægten indeholder desuden bestemmelser i § 5.3.3 og § 5.4.1 om, at Søvangsvej afbrydes ved A-B, og at den vestlige del af vejen udføres som stillevej.

Kommunens afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at udhuset og en del af hønsehuset var i strid med byplanvedtægtens § 5.1, idet de var placeret inden for den gældende byggelinje på 11,50 m fra Søvangsvejs vejmidte. Kommunen vurderede, at en dispensation ville bidrage til en fortætning af byggeri på vejbyggelinjearealet og kunne skabe præcedens for området.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren klagede over kommunens afgørelse. Planklagenævnet har i sin behandling af sagen fokuseret på, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planloven § 18, eller om det krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 5.1. Nævnet har ikke behandlet det øvrige klagepunkt om lighedsgrundsætningen.

Planklagenævnet ophævede Hvidovre Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence og generelle principper

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Bestemmelser i lokalplaner og byplanvedtægter er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. For at en bestemmelse i en byplanvedtægt kan håndhæves som bindende, skal den være klart og præcist formuleret, så der ikke kan herske tvivl om dens overholdelse.

Planklagenævnets vurdering af byggelinjen

Byplanvedtægtens § 5.1 fastsætter en fremtidig byggelinje for Søvangsvej på 10,00 - 11,50 m. Kommunen havde oplyst, at byggelinjen på klagerens ejendom var 11,50 m, med henvisning til at ejendommen ikke lå i den vestlige del af byplanvedtægtens område, som er markeret som en stillevej, jf. byplanvedtægtens § 5.3.3 og § 5.4.1.

Planklagenævnet fandt dog, at det ikke fremgik klart og præcist af byplanvedtægtens § 5.1, om byggelinjen på ejendommen var 10,00 m eller 11,5 m. På grund af denne uklarhed og manglende præcision fortolkede nævnet bestemmelsen til at være den mest gunstige for klageren, hvilket indebar en byggelinje på 10,00 m fra Søvangsvejs vejmidte. Kommunens afgørelse var baseret på en forudsætning om en byggelinje på 11,50 m, og hvilede derfor på en forkert retsopfattelse.

Afgørelse og hjemvisning

På baggrund af den forkerte retsopfattelse ophævede Planklagenævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen. Kommunen skal nu tage stilling til, hvorvidt bebyggelsen er placeret inden for 10,00 m fra vejmidten og dermed er i strid med byplanvedtægtens § 5.1. Nævnets afgørelse er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.