Europæisk Efterforskningskendelse (EEK): Krav til at angive nationale retsmidler mod udstedelsen i formularens afsnit J

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU om den europæiske efterforskningskendelse (EEK).

Tvisten udspringer af en straffesag mod Ivan Gavanozov, der er tiltalt for at lede en kriminel organisation og for skatte- og afgiftslovovertrædelser. Den bulgarske ret (som udstedende myndighed) ønskede at udstede en EEK til Tjekkiet (som fuldbyrdelsesmyndighed) for at gennemføre ransagninger, beslaglæggelser og vidneafhøringer.

Den forelæggende ret havde vanskeligheder med at udfylde afsnit J (Retsmidler) i EEK-formularen (Bilag A til direktivet), da bulgarsk ret på tidspunktet for sagens forelæggelse ikke fastsatte retsmidler af nogen art mod judicielle kendelser om ransagning eller beslaglæggelse. Dette rejste spørgsmålet om, hvorvidt direktivet kræver, at den udstedende medlemsstat oplyser om sådanne retsmidler i formularen, selv hvis de ikke findes i national ret, samt om artikel 14 i direktivet giver direkte ret til at anfægte de materielle grunde for EEK'ens udstedelse.

De centrale spørgsmål

Den forelæggende ret ønskede i hovedtræk svar på, om:

• National lovgivning er forenelig med direktivets artikel 14, når den ikke tillader anfægtelse af materielle grunde til udstedelsen af en EEK vedrørende ransagning og beslaglæggelse.
• Direktivets artikel 5, stk. 1, sammenholdt med formularens afsnit J, kræver en beskrivelse af de retsmidler, der er fastsat i medlemsstaten til prøvelse af udstedelsen af en EEK, uanset om de findes eller ej.

Domstolen konkluderede, at direktiv 2014/41/EU, herunder kravene til udfyldelse af standardformularen, ikke pålægger den udstedende judicielle myndighed at give en abstrakt beskrivelse af de nationale retsmidler mod udstedelsen af EEK'en.

Fortolkning af formularens afsnit J

Domstolen fastslog, at fortolkningen af artikel 5, stk. 1, sammenholdt med afsnit J i Bilag A, viser, at:

• Punkt 1 i afsnit J kræver udelukkende en beskrivelse af retsmidler, hvis et retsmiddel mod EEK'ens udstedelse allerede er søgt anvendt.
• Brugen af ordene »i så fald« indikerer, at oplysningspligten er begrænset til konkrete, allerede iværksatte retsmidler, ikke til en generel oversigt over nationale retsmidler.
• Punkt 2 i afsnit J kræver blot, at udstedelsesmyndigheden angiver navn og adresse på den kompetente myndighed, der kan give flere oplysninger om procedurerne for anvendelse af retsmidler, og ikke en abstrakt beskrivelse i selve kendelsen.