Klage over dispensation til placering af altaner på [A1], [A2] og [A3], 6920 Videbæk

Ringkøbing-Skjern Kommune meddelte den 21. juni 2024 dispensation fra lokalplan nr. 433, Et område til boligformål ved Bredgade, Videbæk, til placering af altaner på ejendommene [A1], [A2] og [A3]. En beboer i området klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Klagen omhandlede spørgsmål vedrørende kommunens hjemmel til at give dispensation, overholdelse af reglerne om partshøring og overholdelse af reglerne om naboorientering.

Ejendommen og lokalplanen

Klagen vedrører altanplacering på ejendommene [A1], [A2] og [A3], som er omfattet af lokalplan nr. 433. Lokalplanens formål er at sikre, at området kan anvendes til ensartede etageboliger med private opholdsarealer i form af store og velplacerede altaner. Lokalplanens § 6.3 fastsætter, at altanerne skal placeres og orienteres mod syd-vest og/eller syd-øst.

Forløbet før kommunens afgørelse

Kommunen gav den 26. november 2021 byggetilladelse til opførelse af 38 lejligheder. En beboer klagede den 11. juli 2022 til Planklagenævnet over denne afgørelse. Planklagenævnet ophævede den 27. april 2023 kommunens afgørelse om, at altanerne på boligblokkenes nordvest-side var i overensstemmelse med lokalplanens § 6.3. Nævnet fandt, at altanerne var i strid med lokalplanen og krævede dispensation, jf. Planlovens § 19. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Den påklagede afgørelse

Kommunen meddelte den 21. juni 2024 dispensation fra lokalplan nr. 433 til placering af altanerne. Dispensationen blev betinget af, at altanerne på de østvendte facader fik monteret uigennemsigtige skærmvægge mod nord og øst, og at altanerne på de vestvendte facader fik monteret uigennemsigtige skærmvægge mod nord. Kommunen begrundede afgørelsen med, at indblikket til naboejendommene ville være begrænset og flygtigt, og lagde vægt på boligernes funktionalitet, beboernes livskvalitet og ønsket om at nyde solen. Kommunen foretog ikke naboorientering, da den vurderede, at en høring af ejere og lejere inden for lokalplanområdet var af underordnet betydning, da dispensationen ikke ville være dem til ugunst.

Klagen

Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at give en generel dispensation fra lokalplanen til altanerne, da bebyggelsesregulerende bestemmelser kan høre til principperne i lokalplanen. Klageren mente desuden at burde være partshørt, da altanerne vender mod klagerens hus og ville medføre indbliksgener. Endvidere gjorde klageren gældende, at der var lovmæssig ret til at blive orienteret om dispensationen, da klagerens ejendom ligger inden for det område, der generes af byggeriet.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse om dispensation til altaner. Dette betyder, at kommunens afgørelse gælder.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Mulighed for at give dispensation

Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planlovens § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, forudsætter dispensation efter Planlovens § 19. En kommune kan dispensere, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 6.3 om altaners placering er en bebyggelsesregulerende bestemmelse og ikke en del af planens principper. Der var ingen holdepunkter i lokalplanredegørelsen eller formålsbestemmelsen for at antage, at bestemmelsen havde en sådan særlig betydning, at den måtte anses for en del af planens principper. Nævnet fandt derfor, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 6.3.

Partshøring

De almindelige regler om partshøring i Forvaltningsloven § 19, stk. 1 gælder. Planklagenævnet fandt, at klageren ikke var part i sagen. Dette blev begrundet med, at der er ca. 68 meter fra den nærmeste altan til klagerens skel, og at der er bebyggelse og flere ejendomme imellem. Nævnet vurderede, at altanerne ikke medførte så væsentlige og individuelle gener, herunder indbliksgener, for klageren, at klageren kunne anses for at være part i sagen. Klagerens tidligere medhold i en klage over altanernes strid med lokalplanen medførte ikke i sig selv partsstatus i denne sag.

Naboorientering

Efter Planlovens § 20, stk. 1 skal kommunen orientere ejere og brugere i planområdet, naboer og andre med interesse i sagen. Der er undtagelser, hvis orientering er af underordnet betydning, jf. Planlovens § 20, stk. 2.

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde tilsidesat reglerne om naboorientering. Klagerens ejendom ligger ikke inden for planområdet, jf. Planlovens § 20, stk. 1, nr. 1, og klageren er ikke nabo, da skellet ikke støder op til ejendommene, jf. Planlovens § 20, stk. 1, nr. 2. Kommunens skøn over, at klageren ikke havde interesse i sagen, blev ikke fundet åbenbart urimeligt, især med henvisning til afstanden på ca. 68 meter fra nærmeste altan til klagerens ejendom.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.