Afvisning af klage over ungdomsboliger – lokalplanbestemmelse om familieboliger var for upræcis

Sagen omhandler opførelsen af en beboelsesbygning med 14 ungdomsboliger på en ejendom i København NV. Københavns Kommune har vurderet, at byggeriet er i overensstemmelse med den gældende lokalplan nr. 243, Højmosevej II.

En grundejerforening har klaget over kommunens afgørelse. Klagen er primært baseret på, at byggeriet af ungdomsboliger er i strid med en bestemmelse i lokalplanen, samt at kommunen har udvist myndighedsinhabilitet.

Lokalplanens bestemmelse og kommunens afgørelse

Lokalplanens § 3, stk. 3, fastsætter, at "Nyt lejlighedsbyggeri skal indrettes overvejende med familieboliger." Kommunen har i sin afgørelse anført, at denne bestemmelse er for upræcis til at kunne håndhæves, da begrebet "familieboliger" ikke er defineret i planen. Derfor fandt kommunen, at byggeriet var umiddelbart tilladt.

Klagen

Grundejerforeningen har klaget med henvisning til, at byggeriet strider mod kravet om familieboliger. Foreningen mener desuden, at kommunens tætte samarbejde med bygherren udgør myndighedsinhabilitet. Bygherren har bestridt, at grundejerforeningen er klageberettiget.

Planklagenævnet har afvist klagen og stadfæstet Københavns Kommunes afgørelse. Det betyder, at byggeriet af de 14 ungdomsboliger kan realiseres som planlagt.

Grundejerforeningens klageberettigelse

Planklagenævnet fandt, at grundejerforeningen var klageberettiget i sagen. Nævnet lagde vægt på, at en grundejerforening varetager brede interesser, og at flere af foreningens medlemmer er naboer til byggeriet. Kredsen af klageberettigede efter Planloven § 59 er ikke nødvendigvis den samme som det forvaltningsretlige partsbegreb.

Lokalplanens krav om familieboliger

Nævnet vurderede, at bestemmelsen i lokalplanens § 3, stk. 3, om at nyt lejlighedsbyggeri overvejende skal indrettes med familieboliger, ikke er tilstrækkeligt klar og præcis til at være juridisk bindende. Da begrebet "familieboliger" ikke er defineret i lokalplanen, kan bestemmelsen ikke håndhæves. Derfor er byggeriet ikke i strid med lokalplanen og er umiddelbart tilladt i henhold til Planloven § 18.

Vurdering af myndighedsinhabilitet

Planklagenævnet fandt ingen tegn på myndighedsinhabilitet. Nævnet bemærkede, at en kommune har pligt til at vejlede inden for sit sagsområde, jf. Forvaltningsloven § 7, stk. 1, og at den dialog, der har været mellem kommunen og bygherren, ikke overskrider grænserne for almindelig vejledning. Der var ingen oplysninger, der tydede på, at kommunen havde en uvedkommende interesse i sagen, som kunne begrunde inhabilitet efter de principper, der udledes af Forvaltningsloven § 3.

Nævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende byggelovgivningen, da disse er videresendt til den korrekte klageinstans, Byggeklageenheden.