Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af bolig, hestestald og garage/udhus i Slagelse Kommune

Slagelse Kommune afslog den 8. maj 2024 en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af en 1.055 m² stor, 3-fløjet bygning på ejendommen [A1] i Slagelse. Byggeriet skulle bestå af en 506 m² bolig, en 293 m² hestestald og en 256 m² garage/udhus. Ejendommen, der er ca. 1,3 ha, ligger i landzone og er ubebygget, idet tidligere bygninger blev nedrevet senest i 2020. Ejendommen er ikke noteret som en landbrugsejendom og er udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde og skovrejsningsområde i kommuneplan 2022 for Slagelse Kommune. Den ligger desuden i et område med særlige drikkevandsinteresser og inden for støjkonsekvenszonen omkring Antvorskov Kaserne.

Kommunens afslag var begrundet i, at der ikke var tale om genopførelse efter hændelige begivenheder, og at ansøgeren ikke kunne have berettigede forventninger om en tilladelse til et byggeri af den ansøgte størrelse. Kommunen fremhævede, at det ansøgte byggeri på 1.055 m² ville fremstå meget dominerende i landskabet og var væsentligt større end, hvad der normalt gives tilladelse til på en beboelsesejendom i det åbne land. Især de to fløje til garage, udhus og hobbystald på samlet 549 m² overskred, hvad der kunne forventes tilladelse til på en almindelig beboelsesejendom i landzone. Kommunen vurderede, at der ikke forelå helt særlige forhold, der kunne begrunde en tilladelse til en bygning af den ansøgte størrelse, selv hvis ansøgningen var indsendt umiddelbart efter nedrivningen.

Ansøgeren klagede over afgørelsen og anførte, at der var skabt berettigede forventninger om genopførelse af en bolig på ejendommen gennem dialog med kommunen, hvor der ikke blev oplyst om begrænsninger som forbud mod opførelse i to plan. Klageren mente desuden, at der ikke var udpegninger i kommuneplanen, som talte imod det ansøgte.

Planklagenævnet behandlede sagen med fokus på, hvorvidt forholdet var undtaget fra kravet om landzonetilladelse, og om der kunne gives landzonetilladelse til forholdet i henhold til Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet har kompetence til at behandle kommunens afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, samt retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet stadfæstede Slagelse Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til det ansøgte byggeri. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.

Vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet fandt, at ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 5 u og Planlovens §§ 36-38, fandt anvendelse i den konkrete sag, hvorfor det ansøgte krævede landzonetilladelse.

Nævnet vurderede, at der ikke var tale om genopførelse af en bolig, da ejendommen havde været ubeboet i en årrække, og den tidligere bebyggelse blev nedrevet senest i 2020 uden at være forårsaget af hændelige begivenheder. Et nyt helårshus på ejendommen skulle derfor vurderes ud fra de almindelige hensyn i landzonebestemmelserne, hvis hovedformål er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker, hvor der er åbnet mulighed for det gennem planlægning.

Strid med landzonehensyn

Planklagenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det ansøgte var i strid med de hensyn, som landzonereglerne har til formål at varetage, herunder at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Nævnet bemærkede, at det ansøgte byggeri var væsentligt anderledes end det tidligere byggeri på ejendommen, og at det ansøgte projekt på 1.055 m² var markant større end, hvad der normalt tillades på en beboelsesejendom i landzone. Særligt de store udhus- og staldarealer på 549 m² overskred det sædvanlige omfang.

Berettigede forventninger

Nævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en tilladelse i strid med gældende praksis. Klagerens forståelse af at kunne bygge uden begrænsninger kunne ikke føre til et andet resultat, da der ikke var oplysninger om, at kommunen på et fuldt oplyst grundlag havde givet et bindende forhåndstilsagn. Den dialog, ansøgeren havde haft med kommunen, blev anset for at være af generel vejledende karakter.

Planklagenævnet lagde desuden vægt på, at en tilladelse i denne sag ville kunne danne uønsket præcedens i lignende sager. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.