Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation vedrørende fast hegn i Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune traf den 27. marts 2024 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 43, Bistrup, vedrørende et fast hegn på ejendommen [A1], 3460 Birkerød. Kommunen udstedte samtidig et påbud om lovliggørelse af hegnet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 43, Bistrup, og ligger i område A. Lokalplanens § 8.4 fastsætter, at alle hegn foran byggelinjen skal være levende. Ifølge lokalplanens § 5.2 er der en byggelinje på 5 meter fra skel mod vej og sti. Det faste hegn er placeret foran denne byggelinje, hvilket er i strid med lokalplanens bestemmelser.

Kommunen begrundede afslaget med et ønske om at fastholde et åbent og grønt vejbillede, som forudsætter levende og tilbagetrukne hegn. Hegnet skulle fjernes senest den 27. juni 2024.

Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Klagen omhandlede primært følgende spørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 8.4.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
• Om kommunen havde overholdt de forvaltningsretlige principper om proportionalitet og værdispild.

Planklagenævnet behandlede kun de retlige spørgsmål, da nævnets kompetence er begrænset til disse, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Rudersdal Kommunes afgørelse, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt. En eventuel ny frist for lovliggørelse skal fastsættes af Rudersdal Kommune.

Vurdering af umiddelbar tilladelse og dispensationskrav

Planklagenævnet fastslog, at det faste hegn er i strid med lokalplanens § 8.4, da det er placeret foran byggelinjen mod vej- og stiskel, hvor kun levende hegn er tilladt. Forholdet kræver derfor dispensation, jf. Planlovens § 19. Nævnet bemærkede, at selve afslaget på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke kan efterprøve, men at kommunens afgørelse skal overholde almindelige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at kommunen ikke havde overholdt lighedsgrundsætningen, da flere naboejendomme havde faste hegn uden tilladelse eller sanktioner. Planklagenævnet fandt, at kommunens afslag på dispensation ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke havde fundet dokumentation for meddelte tilladelser til faste hegn i området, og at manglende håndhævelse af ulovlige forhold på andre ejendomme ikke kan sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis. Kommunen havde desuden oplyst, at de fleste af de af klageren henviste forhold ikke var sammenlignelige, bortset fra en enkelt sag, hvor fysisk lovliggørelse var sket.

Vurdering af proportionalitet og værdispild

Klageren gjorde gældende, at påbuddet om at fjerne hegnet ville medføre et uforholdsmæssigt stort værditab. Planklagenævnet fandt, at afgørelsen ikke var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Nævnet lagde vægt på, at der er tilstrækkeligt tungtvejende planlægningsmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelser om levende hegn foran byggelinjen. Hensynet til retshåndhævelsen, herunder undgåelse af præcedens, vejede tungt. Nævnet vurderede, at fysisk lovliggørelse af hegnet ikke ville medføre et sådant værdispild, at det kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende hegnets bidrag til at mindske støj, forstyrrelser og risiko for uønsket adgang, eller kommunens vægtning af et grønt vejbillede. Disse forhold vedrører kommunens skønsmæssige beslutning og falder uden for nævnets kompetence.