Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til nedrivning af bevaringsværdigt tofamiliehus i Gribskov Kommune

Gribskov Kommune afslog den 2. maj 2024 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 15.31, Det Gamle Gilleleje, til nedrivning af et tofamiliehus på ejendommene [Adresse1] og [Adresse2], 3250 Gilleleje. Afslaget blev begrundet med, at renovering var en mulighed, og at huset var bevaringsværdigt for helheden.

Ejerne af ejendommene klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommene og lokalplanen

Ejendommene er omfattet af lokalplan nr. 15.31, Det Gamle Gilleleje. Lokalplanens punkt 5.1 fastsætter, at bevaringsværdige ejendomme, som angivet på kortbilag 2, ikke må nedrives, ombygges eller ændres uden byrådets tilladelse. Huset på de pågældende ejendomme er markeret som ”Huse, bevaringsværdige for helheden” på lokalplanens kortbilag 2.

Kommunens afgørelse og klagen

Kommunen afslog ansøgningen om dispensation fra lokalplanens punkt 5.1. Klagerne anførte, at kommunen tidligere havde givet dispensation til nedrivning og genopførelse af bevaringsværdige huse på ejendommene [Adresse3] og [Adresse4] i samme lokalplanområde. Dette rejste spørgsmålet om, hvorvidt kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet ophævede Gribskov Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Vurdering af dispensationskrav

Planklagenævnet fastslog, at lokalplanens punkt 5.1 er en dispensationsbestemmelse i henhold til Planloven § 15, stk. 2, nr. 21. Dette betyder, at den ansøgte nedrivning af tofamiliehuset kræver tilladelse eller dispensation efter Planloven § 19. Selve afslaget på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Dog skal kommunens afgørelse være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.

Lighedsgrundsætningen og begrundelsesmangel

Planklagenævnet vurderede, at der var betydelige lighedspunkter mellem den aktuelle sag og de tidligere sager på [Adresse3] og [Adresse4], hvor kommunen havde givet dispensation til nedrivning af bevaringsværdige bygninger i dårlig byggeteknisk stand. Kommunens egen administration havde tidligere vurderet, at disse sager dannede præcedens.

Kommunen blev bedt om at forholde sig til klagepunktet om lighedsgrundsætningen, men henviste i sit høringssvar kun til bygningernes dårlige byggetekniske stand uden yderligere begrundelse for, hvorfor der var nået frem til forskellige resultater i sagerne.

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang havde begrundet, hvorfor den var kommet frem til forskellige resultater i den aktuelle sag sammenlignet med de to tidligere sager. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, der henviser til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, samt en redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Nævnet vurderede, at denne mangel var væsentlig, og afgørelsen var derfor ugyldig.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales.