Planklagenævnets afvisning af klage over dispensation til digegennembrydning

Stevns Kommune traf den 3. april 2024 afgørelse om dispensation til gennembrud af et dige (digeID F1) i forbindelse med etablering af en dobbeltrettet fællessti. Dispensationen blev givet med hjemmel i Museumslovens § 29 j, stk. 2, som en dispensation fra Museumslovens § 29 a.

Klageforløb

En beboer i området klagede den 30. april 2024 over kommunens afgørelse til Planklagenævnet. Planklagenævnet videresendte klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, da den oprindeligt omhandlede en afgørelse efter museumsloven.

Klageren præciserede den 15. maj 2024 over for Miljø- og Fødevareklagenævnet, at klagen ikke vedrørte digegennembruddet, men derimod planretlige forhold, specifikt at cykelstien etableres delvist i landzone tæt på eksisterende bebyggelse. Efter telefonisk præcisering den 17. juni 2024, hvor klageren bekræftede, at klagen vedrørte planretlige forhold, blev sagen sendt tilbage til Planklagenævnet.

Klagerens anbringender

Klageren anførte i sin klage af 30. april 2024 og bemærkninger af 15. maj 2024 følgende:

• Gennembrud af diget sker i et område med stor vandsalamander.
• Klageren som nabo er ikke blevet hørt.
• Den etablerede cykelsti vil medføre trafikgener.
• Klagen vedrører primært, at stien etableres delvist i landzone tæt på eksisterende bebyggelse.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da nævnet ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

Nævnets kompetence

Planklagenævnet kan behandle klager over kommunale afgørelser truffet efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. En forudsætning for Planklagenævnets behandling er, at kommunen har truffet en afgørelse efter planloven.

Begrundelse for afvisning

Kommunens afgørelse af 3. april 2024 om dispensation til gennembrud af dige var truffet med hjemmel i museumsloven, ikke planloven. Selvom klageren senere præciserede, at klagen vedrørte planretlige forhold og etablering af stien i landzone, havde kommunen ikke truffet en afgørelse specifikt efter planloven vedrørende disse forhold. Da der ikke forelå en afgørelse efter planloven, kunne Planklagenævnet ikke behandle klagen.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.