Afskedigelse af fleksjobber med kroniske smerter og forestående fædreorlov var ikke udtryk for ulovlig forskelsbehandling

Sagen omhandler en mandlig IT-supporter, der var ansat i et fleksjob som værkstedsmedarbejder hos et malerfirma. Klageren er diagnosticeret med fibromyalgi, kognitive vanskeligheder og en kronisk smertetilstand i nakke og ryg som følge af et trafikuheld i 2004. På grund af disse helbredsmæssige forhold blev han i 2015 tilkendt fleksjob med en vurdering om varigt og væsentligt nedsat erhvervsevne.

Ved ansættelsen i malerfirmaet i januar 2019 blev der aftalt en ugentlig arbejdstid på 25 timer med en intensitet på 50 procent. Der blev fastsat specifikke skånebehov, herunder afvekslende arbejdsopgaver, undgåelse af tunge løft samt behov for struktur og stressminimering. Arbejdsopgaverne omfattede udbringning af varer, oprydning, serviceopgaver og eventuelt IT-arbejde.

I efteråret 2019 var klageren sygemeldt i ca. en måned grundet rygsmerter. Tre dage efter hans tilbagevenden fra sygemeldingen blev han afskediget med henvisning til manglende arbejde. Klageren anførte imidlertid, at han stod over for at skulle påbegynde sin forældreorlov blot en uge efter afskedigelsen.

De juridiske tvistepunkter i sagen er:

• Hvorvidt afskedigelsen var begrundet i klagerens handicap (kroniske rygsmerter).
• Hvorvidt arbejdsgiveren havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse for at fastholde klageren.
• Hvorvidt den forestående forældreorlov var en medvirkende årsag til afskedigelsen.

Klageren gjorde gældende, at hans opgaver blev overtaget af en anden medarbejder, og at skånehensynene vedrørende tunge løft ikke var blevet overholdt i det daglige arbejde. Indklagede anførte derimod, at klagerens sygefravær var ekstremt højt (52 % i de sidste tre måneder), og at han ikke var i stand til at varetage de væsentlige funktioner i stillingen, herunder de lettere IT-opgaver, han blev tildelt som et tilpasningsforsøg.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen hverken var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 eller Ligebehandlingsloven.

Nævnets vurdering af handicap og tilpasning

Nævnet slog fast, at klageren har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Da afskedigelsen skete i nær tilknytning til sygefravær relateret til handicappet, var der påvist faktiske omstændigheder, der skabte en formodning for forskelsbehandling. Nævnet vurderede dog, at indklagede havde løftet sin bevisbyrde for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket baseret på følgende: