Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til arealoverførsel og opførelse af boliger i Faaborg-Midtfyn Kommune

Kommunen bemærkede, at de fire ens boliger med fælles adgangsvej afveg væsentligt fra den eksisterende landsbystruktur med enkeltstående boliger orienteret mod vejen. Kommunen præciserede, at det var omfanget, placeringen og bebyggelsens samlede udtryk, der var i uoverensstemmelse med planlægningen. Vedrørende den dominerende linje anførte kommunen, at etablering af en sti ikke er sammenlignelig med opførelse af ny bebyggelse, og at bebyggelse uden for denne linje ville ændre bebyggelsesstrukturen mod det åbne land. I forhold til kirkeomgivelserne fremhævede kommunen, at fire ens boliger på koteletgrunde tæt på kirken visuelt ville bryde med den mere åbne og forskelligartede landsbybebyggelse, kirken er omgivet af.

Planklagenævnet stadfæster Faaborg-Midtfyn Kommunes afslag på landzonetilladelse til arealoverførsel og opførelse af fire nye boliger på ejendommen [A1], 5792 Årslev. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.

Planklagenævnet er kompetent til at behandle en kommunes afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, samt retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Det ansøgte projekt kræver landzonetilladelse, da ingen af undtagelserne i Planlovens §§ 36-38 finder anvendelse.

Generelle Principper for Landzonetilladelser

Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Praksis er særligt restriktiv tæt på byzone og lige uden for landsbyer for at opretholde en klar grænse mellem by og land. Nye boliger i landzone bør som udgangspunkt baseres på planlægning, typisk lokalplanlægning. Ved arealoverførsel, jf. Udstykningslovens § 7, kræves landzonetilladelse, hvis der tilsigtes en ændret anvendelse eller opførelse af bebyggelse.

Planklagenævnets Vurdering

Planklagenævnet behandlede den ansøgte arealoverførsel og opførelse af de fire nye helårsboliger som et samlet projekt. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering og lagde vægt på følgende:

• Omfang og Placering: Projektets omfang og placering uden for byzonen, hvor praksis er særligt restriktiv for at opretholde en tydelig grænse mellem by og land.
• Kulturhistoriske Værdier og Kirkeomgivelser: Ejendommen ligger for størstedelens vedkommende inden for et område med kulturhistoriske værdier og inden for beskyttelsen af kirkeomgivelserne, hvor planlægningens formål er at bevare den eksisterende landsbystruktur.
• Kommuneplanens Rammer: Det er angivet i kommuneplanens rammer, at der skal tages hensyn til landsbystrukturen på dette sted.

Nævnet fandt, at det ansøgte projekt ikke er omfattet af praksis for huludfyldning, da ejendommen ligger i et område, som er omfattet af en kommuneplanramme. Det blev heller ikke godtgjort, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt kendskab til sagens faktiske forhold. Nævnet bemærkede, at en kommune ikke har en generel pligt til at besigtige en ejendom, da tilstrækkelige oplysninger kan tilvejebringes via byggetegninger, kortmateriale og luftfotos.

Lighedsgrundsætningen og Lokalplanpligt

Planklagenævnet bemærkede, at lighedsgrundsætningen indebærer, at kommunen ikke må udøve usaglig forskelsbehandling. Dog foretager nævnet en fuld prøvelse af kommunens skønsmæssige vurdering, og det forhold, at kommunen eventuelt har foretaget en anden skønsmæssig vurdering i forhold til omkringliggende ejendomme, som ikke har været påklaget til nævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet tog ikke stilling til spørgsmålet om lokalplanpligt eller placeringen af den dominerende linje, da dette ikke ville medføre en ændret retsstilling for klageren, og kommunen ikke har pligt til at udarbejde en lokalplan.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Ansøgning og kommunens afslag

Ejendommens ejere ansøgte den 6. juni 2019 om opførelse af en bolig. Der blev ikke indsendt konkrete tegninger for byggeprojektet. Hillerød Kommune gav den 12. juni 2019 afslag på ansøgningen. Kommunen henviste til landzonevejledningen og praksis om, at landzonetilladelser til boliger som udgangspunkt kun gives, hvis det ansøgte ikke med rimelighed kan henvises til et område planlagt hertil i byzonen. Kommunen fremhævede, at der siden by- og landzonelovens vedtagelse i 1970 ikke har været praksis for at udstykke fritliggende grunde til beboelse i landzone uden forudgående planlægning. Selvom planlovens bestemmelser blev lempet i 2017 for at tillade huludfyldning i landsbyer, bemærkede kommunen, at ejendommen ikke ligger inden for en landsbyafgrænsning. Kommunen afviste desuden, at der var en byggeret på ejendommen, selvom den var udmatrikuleret.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Planklagenævnet den 9. juli 2019. Klageren anførte, at der var dokumentation for, at grunden var udstykket som byggegrund med en byggeret, og vedlagde et måleblad fra 1949 samt et dokument fra samme år, der bekræftede salg som byggegrund. Klageren gjorde desuden ligebehandlingsprincippet gældende og anførte, at samtlige andre matrikler på vejen er bebygget.

Planklagenævnets kompetence og vurdering af genoptagelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet vurderede, at kommunen kunne træffe en ny afgørelse i sagen, da der var gået ca. 15 år siden Naturklagenævnets tidligere afgørelse, og der var sket ændringer i planloven i 2017. Dette betød, at de landskabelige og planlægningsmæssige forhold kunne have ændret sig, og ansøgningen kunne betragtes som en ny sag.

Generelle principper for landzonetilladelser

Planklagenævnet fremhævede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker gennem planlægning. Landzoneområder skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, medmindre det er nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Nævnet lægger stor vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning af afgørelser.

Særlige hensyn i landzone

Skovbyggelinjen

Ejendommen ligger inden for skovbyggelinjen, som forbyder bebyggelse inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1. Selvom landzonetilladelser kan undtage fra dette forbud, jf. Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 2, nr. 5, skal hensynet til skoven som landskabselement og levested for planter og dyr varetages ved administrationen af landzonereglerne.

Kystnærhedszonen

Ejendommen ligger også i kystnærhedszonen, som skal søges friholdt for bebyggelse, der ikke er afhængig af kystnærhed, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3. Dette indebærer, at landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser i kystområderne skal tillægges særlig betydning ved landzonetilladelser.