Afgørelse om lovliggørende dispensation til terrasser inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler to træterrasser opført i 2022 ved et sommerhus på en lejet grund i Køge, beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Terrasserne, en østlig på ca. 27 m² og en sydvestlig på ca. 12 m², er hævet 35-45 cm over terræn.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte afslag på lovliggørende dispensation til terrasserne i deres oprindelige form, da de samlet set blev anset for at være for store og dominerende i kystlandskabet. Direktoratet vurderede, at anlægget krævede dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, og ikke var omfattet af undtagelsen for mindre anlæg i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3. Direktoratet meddelte dog en delvis dispensation baseret på en subsidiær ansøgning, som indebar:

• Fuld bibeholdelse af den sydvestlige terrasse (del D).
• Afslag til den nordligste del af østterrassen (del A).
• Krav om at den sydligste del af østterrassen (del B) skulle anlægges i niveau med terræn.
• Krav om at forkanten af den midterste del af østterrassen (del C) skulle ombygges til trin.

Klagers anbringender

Ejeren klagede over afgørelsen med henvisning til, at:

• Køge Kommune havde meddelt byggetilladelse.
• Lejekontrakten tillod bebyggelse inden for et defineret byggefelt.
• Terrasserne var mindre end boligen og ikke dominerende i landskabet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer delvist Kystdirektoratets afgørelse. Nævnet stadfæster afslaget på lovliggørende dispensation for den nordligste del af den østlige terrasse (del A), som derfor skal fjernes.

Nævnets ændrede dispensation

Nævnet ændrer Kystdirektoratets afgørelse for den midterste (del C) og sydligste (del B) del af den østlige terrasse. Der meddeles en fuld lovliggørende dispensation til disse dele, så de kan bibeholdes som hævede terrasser uden de af Kystdirektoratet påbudte ændringer.

Nævnet er enig i, at terrasserne kræver dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, da de ikke er omfattet af undtagelsen for mindre anlæg. Nævnet finder dog, at der foreligger særlige tilfælde, der kan begrunde en dispensation for del B og C.

Nævnet vurderer, at østterrassen uden den nordligste del (del A) vil have et acceptabelt omfang og fremstå mindre dominerende. Nævnet finder desuden, at Kystdirektoratets krav om at sænke del B og omdanne kanten af del C til trin ikke ville gøre terrassen mindre markant, og muligvis tværtimod.

Afgørelsen betyder, at den sydvestlige terrasse (del D) og den midterste og sydligste del af østterrassen (del B og C) kan bibeholdes som opført. Kun den nordligste del (del A) skal fjernes.