Planklagenævnets stadfæstelse af bevaringsplan for Det Gamle Tisvildeleje trods klager over byggerestriktioner

Forvaltningsretlige rammer og partsstatus

Klageren anførte, at kommunen havde tilsidesat Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24 ved ikke at give en tilstrækkelig individuel begrundelse. Planklagenævnet afviste dette med henvisning til, at klageren ikke havde status som part i selve planvedtagelsessagen. Selvom planen blev igangsat som reaktion på en konkret byggesag, berører en lokalplan en ubestemt kreds af borgere, og klageren adskilte sig ikke i tilstrækkelig grad fra de øvrige ejere i planområdet til at opnå individuel partsstatus efter de forvaltningsretlige regler.

Planklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Gribskov Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 555.13 og kommuneplantillæg nr. 19. Nævnet fandt, at planen var sagligt begrundet i landskabelige og bevaringsmæssige hensyn, og at de foretagne ændringer i planen efter den offentlige høring ikke nødvendiggjorde en ny miljøscreening. Nævnet fastslog desuden, at kommunen ikke havde tilsidesat hverken proportionalitetsprincippet, lighedsgrundsætningen eller officialprincippet, og at klageren ikke havde partsstatus i forbindelse med den generelle planvedtagelse.

Lokalplanen fastsatte bestemmelser om, at facader skulle udføres, så Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser ikke overskrides, og at varegård samt vareindlevering skulle afskærmes og overdækkes for at overholde støjgrænser mod naboer. Desuden skulle det dokumenteres, at indendørs og udendørs støjniveau overholdt grænseværdierne, før ny bebyggelse tages i brug. Lokalplanen aflyste desuden den tidligere lokalplan nr. 139 inden for området.

Miljøscreening

Esbjerg Kommune traf afgørelse om, at lokalplanen ikke var omfattet af krav om udarbejdelse af en miljørapport i henhold til Miljøvurderingsloven. Screeningen vurderede forskellige miljøparametre:

• Natura 2000 og bilag IV-arter: Kommunen vurderede, at planen ikke ville påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter som flagermus og strandtudser, da der ikke var yngle- eller rasteområder inden for planområdet.
• Trafik: En forøgelse af trafikken forventedes, primært fra en dagligvarebutik, men kommunen vurderede, at trafikafviklingen fortsat ville være acceptabel.
• Støj: Planområdet var støjbelastet fra vejtrafik og havnevirksomheder. Lokalplanen indeholdt dog bestemmelser om afbødende foranstaltninger for at sikre overholdelse af støjgrænser for både indendørs og udendørs arealer.
• Skygge- og refleksionsgener: Højhusbyggeri ville medføre skyggepåvirkning, men kommunen vurderede, at dette var uundgåeligt og ikke væsentligt nok til at udløse miljøvurderingspligt.
• Forurening: Dele af området var kortlagt som forurenet. Kommunen vurderede, at byggeprocessen ville fjerne noget af forureningen, og at der ville blive stillet krav om tilladelser og foranstaltninger i henhold til Jordforureningslovens § 8.
• Kulturmiljø og visuel påvirkning: Den tidligere administrationsbygning med middel bevaringsværdi skulle bevares. Byggeriet ville være synligt i kystlandskabet, men vurderedes ikke at påvirke kysten væsentligt grundet eksisterende høje havnerelaterede bygninger.

Klagernes Anbringender

Klagerne anførte en række punkter, herunder inhabilitet hos byrådsmedlemmer, utilstrækkelig vurdering af bilag IV-arter, støj-, skygge- og refleksionsgener, forurening, indbliksgener og vindforhold. De bestred også lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen og ældre planer, anførte usaglige hensyn, mangler i sagens grundlag og utilstrækkelig inddragelse af høringssvar. Endvidere mente klagerne, at byggeriet stred mod Planlovens § 15 a, stk. 1 vedrørende støjfølsom anvendelse på støjbelastede arealer, og at planlægningen for butikker ikke opfyldte kravene i Planlovens § 16, stk. 6.