Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til etablering af nyt gårdanlæg

Klageren gjorde gældende, at etableringen af det nye gårdanlæg var undtaget fra kravet om landzonetilladelse i henhold til Planloven § 36, stk. 1, nr. 3. Generelt kræves der landzonetilladelse for ny bebyggelse i landzone, jf. Planloven § 35, stk. 1, medmindre der er tale om undtagelser i Planloven § 5 u og Planloven § 36 til Planloven § 38. Byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugsejendom, er undtaget, men placering og udformning kræver stadig tilladelse, jf. Planloven § 36, stk. 2. En beboelsesbygning anses som erhvervsmæssigt nødvendig, hvis den er nødvendig for at opfylde bopælspligten efter Landbrugsloven § 9, stk. 1. Nævnet fandt, at der kræves tilladelse for beliggenhed og udformning af bygninger, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

Placeringstilladelse til udflytning af bygninger

Klageren argumenterede for, at der burde gives landzonetilladelse til udflytning af ejendommen, da den nye ejendom skulle være en planteavls-/naturejendom med erhvervsmæssig interesse. Kommunen bemærkede, at den ansøgte placering på kanten af dalsiden ville være et markant og negativt element i landskabet.

Planklagenævnet vurderede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt, samtidig med at der tages hensyn til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige interesser samt erhvervslivets muligheder. Nævnet lagde vægt på, at der ikke er en umiddelbar ret til udflytning af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger fra by- eller sommerhusområder til det åbne land. En tilladelse kan gives, hvis det er erhvervsmæssigt nødvendigt, og der ikke er fundet andre egnede placeringsmuligheder, og hvis der ikke tilsidesættes væsentlige landskabelige hensyn. Jo mere landskabeligt værdifuldt området er, jo mere tungtvejende skal de erhvervsmæssige interesser være.

Nævnet fandt, at en tilladelse ikke ville være i overensstemmelse med landzonebestemmelsernes formål, herunder landskabelige beskyttelseshensyn og hensynet til at undgå spredt og uplanlagt byggeri. Nævnet lagde vægt på områdets karakter, projektets placering i et bevaringsværdigt landskab og den fremtrædende, synlige placering. Det blev også fremhævet, at klageren ikke kan opnå en bedre ret ved selv at bringe sig i en situation, hvor der ikke længere er et passende stuehus på ejendommen. Hensynet til præcedens blev også tillagt vægt. Det forhold, at der allerede ligger en ældre driftsbygning, eller at det eksisterende bygningssæt ønskes afhændet til byudvikling, ændrede ikke resultatet.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet bemærkede, at kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, men at nævnet foretager en fuld prøvelse af kommunens skønsmæssige vurdering. Tidligere afgørelser, der ikke har været påklaget til nævnet, kan derfor ikke føre til et andet resultat.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet stadfæstede Favrskov Kommunes afgørelse af 30. oktober 2023. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, og er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Ansøgning og kommunal sagsbehandling

Klageren, der driver en entreprenørvirksomhed med branchekode "Forberedende byggepladsarbejder", ansøgte om lovliggørelse af indretning af en del af virksomheden i bygning 2 og etablering af en oplagsplads. Klageren oplyste, at bygning 2 var blevet overflødig for landbrugsdriften, da landbrugsarealerne var bortforpagtet. Kommunen foretog besigtigelser og afholdt møder med klageren, hvor der blev registreret materiel og oplag tilhørende virksomheden. Kommunen anmodede om yderligere dokumentation, herunder bortforpagtningsaftale, liste over materiel og indretningsplan, men modtog ikke det efterspurgte materiale inden den fastsatte frist.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at klageren ikke havde fremsendt den efterspurgte dokumentation for bortforpagtning og bygningens anvendelse i minimum fem år, som er betingelser for anvendelse af Planloven § 37, stk. 1. Kommunen anførte desuden, at entreprenørvirksomhed ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 37, stk. 1, og at landområdet skal friholdes for yderligere byfunktioner, medmindre de er umiddelbart tilladte efter planlovens §§ 36 og 37.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejer klagede til Planklagenævnet og anførte navnlig, at kommunens afgørelse ikke opfyldte de almindelige forvaltningsretlige krav om en konkret og individuel begrundelse. Klageren mente, at der var afgivet tilstrækkelig detaljeret forklaring om ejendommens landbrugsmæssige anvendelse, bortforpagtning, brug af bygning 2 og materiel under kommunens besigtigelser og møder.