Befordringsgodtgørelse til hovedanpartshaver anset for skattepligtig løn på grund af symbolsk løn og brud på 60-dages-reglen

Brud på 60-dages-reglen

Derudover havde selskabet som arbejdsgiver ikke opfyldt sin kontrolforpligtelse. Det blev konstateret, at hovedanpartshaveren havde kørt til det samme arbejdssted (et studie) i mere end 60 dage inden for en 12-måneders periode. Ifølge ligningslovens § 9 B bliver kørslen dermed anset for privat, og der kan ikke udbetales skattefri godtgørelse for denne. Manglende kontrol medførte, at hele den udbetalte godtgørelse blev skattepligtig.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig A-indkomst for hovedanpartshaveren. Rettens begrundelse hvilede på tre centrale punkter:

• Lønomlægning: Hovedanpartshaveren havde valgt ikke at modtage en reel løn, men i stedet en betydelig skattefri befordringsgodtgørelse. Landsskatteretten vurderede, at dette udgjorde en kompensation via lønomlægning, hvilket er i strid med modregningsforbuddet i ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt..

• Manglende status som lønmodtager: Da hovedanpartshaveren, med undtagelse af en symbolsk løn i to måneder, ikke modtog vederlag for sit arbejde, kunne vedkommende ikke anses for at være lønmodtager med indtægtsgivende arbejde. Beskatning af fri telefon var ikke tilstrækkeligt til at ændre denne status, jf. praksis i SKM2001.141.ØLR.

• Manglende kontrol og brud på 60-dages-reglen: Selskabet havde ikke ført den nødvendige kontrol. Kørebøgerne viste, at hovedanpartshaveren kørte til det samme arbejdssted (”Studio”) i mere end 60 dage inden for en 12-måneders periode, uden at 60-dages-perioden blev afbrudt. Kørslen blev derfor anset for privat i henhold til ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a. Da selskabet ikke havde ført effektiv kontrol med dette, blev hele den udbetalte godtgørelse skattepligtig, jf. SKM2007.247.HR.

På baggrund af disse punkter stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse om at omkvalificere befordringsgodtgørelsen til skattepligtig A-indkomst.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen anså den udbetalte befordringsgodtgørelse for skattepligtig indkomst. Begrundelsen var primært manglende dokumentation i kørebøgerne og en opfattelse af, at klagerens lave løn var symbolsk, hvilket indikerede en lønomlægning. Skattestyrelsen henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4 og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 samt praksis om skærpede krav ved interessefællesskab. Specifikke mangler i kørebøgerne omfattede fravær af klagerens CPR-nr. og adresse, præcise kørselsmål, anvendte satser for visse perioder, beregning af godtgørelsen og angivelse af anvendt bil. Desuden var der uoverensstemmelser mellem de oplyste kørte kilometer og bilens synsrapporter.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at han opfyldte betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse. Han argumenterede for, at:

• Kørebøgerne, sammenholdt med selskabets udførlige kundeliste, opfyldte dokumentationskravene.
• Der ikke var tale om lønomlægning, men en bevidst strategi for at styrke selskabets økonomi som følge af tilsynskritik. Klageren og hans kæreste levede af deres samlede indtægter.
• Lønnen, selvom lav, ikke var symbolsk, og at der skulle foretages en konkret vurdering af timelønnen i branchen. Han fremhævede, at lønnen steg markant i 2022.
• Selskabet havde overladt administration og kontrol af kørebøger til revisor, og oplysningerne forelå i en anden form, selvom de ikke direkte opfyldte bekendtgørelsens krav.