Manglende dokumentation for underleverandørydelser medfører nægtet momsfradrag

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af en virksomheds momstilsvar med 87.800 kr. for perioden fra den 1. april 2022 til den 31. marts 2023. Forhøjelsen skyldtes, at Skattestyrelsen nægtede virksomheden fradrag for købsmoms af udgifter til underleverandører, da der blev rejst tvivl om realiteten af de fakturerede ydelser.

Virksomheden, der var registreret inden for transport og kombinerede serviceydelser, havde angivet købs- og salgsmoms for perioden, men en negativ momsangivelse for 4. kvartal 2022 udløste en kontrol. Virksomheden havde ikke ansatte og ophørte kort efter kontrolperioden.

Faktiske omstændigheder

Virksomheden havde en omsætning på 405.414,14 kr. ekskl. moms og udgifter til fremmed arbejde på 316.659,89 kr. ekskl. moms i 2022. Skattestyrelsen nægtede fradrag for købsmoms på i alt 87.800 kr. vedrørende udgifter til tre underleverandører: [virksomhed2], [virksomhed3] og [virksomhed4].

De nægtede momsfradrag fordelte sig som følger:

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen begrundede nægtelsen med en række forhold, der rejste tvivl om fakturaernes realitet og de faktiske leverancer:

• Mangelfulde fakturaer: Fakturaerne var ikke tilstrækkeligt specificerede i henhold til Momsbekendtgørelsen § 57, idet de manglede detaljer om omfang, art, tidspunkt og sted for de leverede ydelser.
• Underleverandørernes forhold: Ingen af underleverandørerne havde indberettet salgsmoms, og [virksomhed2] og [virksomhed3] havde ikke ansatte eller indberettet A-skat. [virksomhed2] og [virksomhed4] var ophørt, og indehaverne af [virksomhed2] og [virksomhed3] var udrejst af landet. [virksomhed2] og [virksomhed3] var afmeldt momsregistrering, men fakturaer var udstedt efter denne dato.
• Betalingsforhold: Betalinger til [vir virksomhed2] og [virksomhed3] skete til udenlandske konti, og betalinger til [virksomhed4] var kontante og udokumenterede. Skattestyrelsen henviste til Momsloven § 46, stk. 12 om solidarisk hæftelse ved kontant betaling, men opkrævede ikke salgsmomsen hos virksomheden, da leverancerne ikke var dokumenteret.
• Manglende dokumentation: De fremlagte samarbejdsaftaler var upræcise og manglede aftaler om pris og omfang. Virksomheden havde ikke fremlagt arbejdssedler eller anden dokumentation for de udførte ydelser.
• Skærpet bevisbyrde: Skattestyrelsen henviste til retspraksis (SKM2009.325.ØLR, SKM2019.332.ØLR, SKM2017.461.ØLR, SKM2021.395.BR, C-459/17 SGI, C-460/17 Valeriane SNC, SKM2019.231.HR), der fastslår, at der påhviler køber en skærpet bevisbyrde, når der rejses tvivl om fakturaernes realitet.

Klagerens opfattelse

Virksomhedens repræsentant påstod, at købsmomsfradraget skulle godkendes, da fakturaer var fremlagt. Det blev anført, at virksomheden ikke kunne gøres ansvarlig for underleverandørernes skatte- og momsforhold, og at omsætningen ikke kunne være opnået uden de afholdte udgifter til underleverandørerne. Repræsentanten henviste til princippet om momsens neutralitet, jf. C-516/14 (Barlis), og argumenterede for, at de materielle krav for fradrag var opfyldt, da ydelserne var nødvendige for virksomhedens indtjening. Subsidiært blev det anført, at udgifterne til moms skulle være skattemæssigt fradragsberettigede, da de vedrørte erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte virksomheden fradrag for købsmoms på 87.800 kr. for udgifter til underleverandører. Afgørelsen byggede på en vurdering af, at fakturaerne fra underleverandørerne ikke kunne anses for reelle, og at virksomheden ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at de fakturerede ydelser faktisk var leveret.

Retten henviste til Momsloven § 37, som fastslår, at virksomheder kan fradrage afgift af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Det er en betingelse for fradragsretten, at der faktisk er gennemført levering af den pågældende ydelse, og det påhviler virksomheden at godtgøre, at betingelserne er opfyldt, jf. også C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH).

Landsskatteretten fandt, at fakturaerne ikke opfyldte de forskriftsmæssige krav i Momsbekendtgørelsen § 57, stk. 1, nr. 5 og 6, da de manglede konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser samt tid og sted for udførelsen. Disse mangler udgjorde unormale forhold, der medførte en skærpet bevisbyrde for virksomheden, jf. SKM2023.213.ØLR.

Virksomheden havde ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for at løfte denne skærpede bevisbyrde:

• De fremlagte samarbejdsaftaler med underleverandørerne var identiske og for upræcise, idet de ikke regulerede konkrete ydelser, priser eller omfang, jf. SKM2021.395.BR.
• Der var ikke fremlagt yderligere dokumentation som timesedler eller lignende, og det var uklart, hvem der havde udført arbejdet, jf. SKM2020.484.BR.
• Underleverandørerne ([virksomhed2] og [virksomhed3]) var ikke registreret med ansatte, og [virksomhed3] var ikke registreret for A-skat, mens [virksomhed2] ikke havde indberettet A-skat. Ingen af underleverandørerne havde afregnet moms i den relevante periode, jf. SKM2024.101.BR.
• Fakturaer fra [virksomhed2] og [virksomhed3] var udstedt efter deres afmeldelse fra momsregistrering.
• Indehaverne af [virksomhed2] og [virksomhed3] var udrejst af landet.
• Betalinger til [virksomhed2] og [virksomhed3] var sket til udenlandske bankkonti, og betalinger til [virksomhed4] var sket kontant uden dokumentation.
• Det forhold, at nogle fakturaer var betalt elektronisk, udgjorde ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation for, at ydelserne var leveret, jf. SKM2023.213.ØLR.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at de usædvanlige omstændigheder betød, at de indsendte fakturaer ikke kunne anses for reelle, og at virksomheden ikke havde dokumenteret de momspligtige leverancer. Den subsidiære påstand om hjemvisning blev ikke taget til følge.