Østre Landsret afviser ankesag om forældremyndighed

Denne sag omhandler en anke fra Moderen til Østre Landsret vedrørende forældremyndigheden over et barn født i 2001. Anken var rettet mod Københavns Byrets dom af 13. marts 2018, hvor Moderen ønskede at bevare den fulde forældremyndighed alene.

Moderens påstand og argumenter

Moderen gjorde gældende, at der ikke var grundlag for fælles forældremyndighed, og at Faderen havde fremsat usande anbringender under byretssagen. Hun anførte desuden, at Retsplejeloven § 368 a, som omhandler afvisning af anker, primært er tiltænkt såkaldte kreditanker. Moderen mente, at denne forældremyndighedssag havde en så væsentlig karakter og betydning for hende, at den ikke burde afvises.

Faderens påstand

Faderen nedlagde påstand om, at byrettens dom skulle stadfæstes.

Landsrettens overvejelser

Landsretten indhentede parternes bemærkninger til spørgsmålet om afvisning af anken efter Retsplejeloven § 368 a, stk. 1. Det blev oplyst, at barnet efter eget ønske var flyttet ind hos Faderen, og at barnets folkeregisteradresse var ændret i overensstemmelse hermed. Barnet var på tidspunktet for landsrettens afgørelse ca. 16½ år, og der havde været afholdt en samtale med barnet i byretten.

Landsretten bemærkede, at det af forarbejderne til lovforslaget (L 178 FT 2013/14) fremgår, at afvisning af en sag i 2. instans skal bero på en vurdering af, om sagen har en karakter eller betydning, der gør det rimeligt med adgang til behandling i to instanser. Afvisning er en mulighed, der navnlig forventes benyttet i sager, hvor betingelserne for afvisning umiddelbart synes opfyldt.

Landsrettens begrundelse for afvisning

På baggrund af sagens omstændigheder, herunder barnets flytning til Faderen og barnets alder samt den afholdte samtale i byretten, fandt Landsretten, at der ikke var udsigt til, at ankesagen ville få et andet udfald end i byretten. Selvom sagen vedrørte forældremyndighed, fandt Landsretten ikke, at der i øvrigt var grunde, der talte for, at sagen skulle behandles i to instanser. Landsretten afviste derfor ankesagen i medfør af Retsplejeloven § 368 a, stk. 1.

Østre Landsret afviste ankesagen. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.