Højesteretsdom om overførsel af forældremyndighed baseret på barnets bedste og manglende samværschikane

Sagen omhandler en tvist om forældremyndigheden over et barn (B), født i 2014. Oprindeligt havde forældrene fælles forældremyndighed, men ved Familierettens dom af 13. december 2021 blev forældremyndigheden tildelt moren (M) alene. Denne afgørelse blev stadfæstet af landsretten den 7. juni 2022. Senere opstod der uoverensstemmelser omkring samvær, og faren (F) hentede B i skolen den 19. august 2022, hvorefter B har boet hos ham. Familieretshuset besluttede midlertidigt at overføre forældremyndigheden til F, og denne afgørelse blev stadfæstet af Familieretten den 25. november 2022. Den 16. december 2022 besluttede Familieretten, at forældremyndigheden permanent skulle overføres til F, og at B skulle have seks overvågede samvær med M. Denne dom blev stadfæstet af landsretten den 30. maj 2023. Højesteret behandlede sagen udelukkende med fokus på spørgsmålet om forældremyndighed.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom og dermed afgørelsen om, at forældremyndigheden over B overføres til F. Højesteret lagde vægt på, at ingen af de fastsatte samvær var blevet gennemført, og at B ikke havde haft kontakt med sin mor siden august 2022. Retten henviste til Forældreansvarslovens § 1 og § 4, der fastslår, at afgørelser om forældremyndighed skal træffes ud fra barnets bedste.

Væsentlige faktorer i Højesterets afgørelse:

• F har ikke modsat sig samvær, men har forsøgt at overtale B til at deltage.
• B har utvetydigt udtrykt ønske om at bo hos sin far.
• Der er lagt vægt på landsrettens begrundelse.

Højesteret bemærkede, at hvis en forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt til barnet, skal dette tillægges betydelig vægt i vurderingen, jf. forarbejderne til Forældreansvarsloven. Da F ikke havde udvist samværschikane, og B klart havde tilkendegivet sit ønske om at bo hos F, fandt Højesteret, at det var bedst for B, at F fik forældremyndigheden, jf. Forældreansvarslovens § 14, stk. 1.