Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 6. januar 2023 afgørelse om at stadfæste Kystdirektoratets afslag på dispensation til opførelse af et maskinhus inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Kalundborg. Ejendommens ejer anmodede efterfølgende nævnet om at genoptage behandlingen af klagesagen. Anmodningen blev afslået, og det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.
Kystdirektoratet afslog den 9. maj 2022 ansøgningen om at opføre et nyt maskinhus på 343 m2. Ansøgningen beskrev et behov for et maskinhus til landbrugets maskinpark, som skulle placeres øst for eksisterende bygninger. Ansøger mente, at udvidelsen af strandbeskyttelseslinjen fra 100 m til 300 m gjorde det vanskeligt at placere nye driftsbygninger uden for linjen.
Kystdirektoratet vurderede, at maskinhuset ikke var erhvervsmæssigt nødvendigt for den landbrugsmæssige drift, jf. Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 6. Direktoratet henviste til, at der allerede var tilstrækkelige udhuse på ejendommen. Desuden fandt direktoratet ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, da bygningen ville fremstå markant i kystlandskabet, og praksis er restriktiv for sekundær bebyggelse over 20 m2.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse den 6. januar 2023. Nævnet fandt, at det ansøgte maskinhus på 383 m2 ikke var erhvervsmæssigt nødvendigt for den landbrugsmæssige drift, set i lyset af ejendommens størrelse og eksisterende bebyggelse, herunder en stald og lade på 180 m2. Nævnet vurderede, at ansøgningen ikke var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 6. Sagen skulle derfor vurderes efter den almindelige dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.
Nævnet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der blev lagt vægt på, at maskinhuset ville fremstå dominerende i kystlandskabet, selvom det blev opført i tilknytning til eksisterende bygninger, og at der var en væsentlig terrænforskel. Nævnet fremhævede den restriktive administrative praksis og risikoen for præcedensvirkning. Det indgik også i vurderingen, at der var mulighed for at placere ny bebyggelse uden for beskyttelseslinjen.
Ejendommens ejer anmodede den 20. december 2023 om genoptagelse af sagen med henvisning til nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning. Anmodningen var begrundet i, at den ansøgte driftsbygning er nødvendig for landbrugsejendommens drift, og at Landbrugsstyrelsen og Kalundborg Kommune havde udtalt sig herom. Der blev fremlagt en vurdering fra Landbrugsstyrelsen, en udtalelse fra Kalundborg Kommune, samt bilag som maskinliste, fotos og tegninger. Landbrugsstyrelsen vurderede, at ejendommen ikke var forsynet med tilstrækkelige driftsbygninger til maskinopbevaring, og at den ansøgte størrelse var driftsmæssigt nødvendig. Kalundborg Kommune henviste til Landbrugsstyrelsens vurdering og fandt, at maskinhuset ikke krævede landzonetilladelse, hvis det lå i tilknytning til ejendommens bebyggelse, og at det ville fremstå i sammenhæng med resten af ejendommen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen. Nævnet fandt ikke, at der var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, som kunne begrunde en genoptagelse.
Nævnet lagde vægt på, at flere af de indsendte bilag, herunder fotos af maskiner, maskinliste, facade og situationsplan, allerede indgik i nævnets tidligere behandling af klagesagen. Selvom Landbrugsstyrelsen og Kalundborg Kommune havde udtalt, at maskinhuset var nødvendigt for ejendommens drift, og at det ikke krævede landzonetilladelse, kunne dette ikke medføre en anden vurdering.
Nævnet fastholdt sin vurdering af, at det ansøgte maskinhus på 343 m2, sammenholdt med ejendommens drift og størrelse på ca. 6 ha samt de eksisterende bygninger, ikke kunne anses for erhvervsmæssigt nødvendigt for den landbrugsmæssige drift på ejendommen. Der var ikke indkommet yderligere oplysninger, der kunne medføre en genoptagelse af sagen.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.



Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af to tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet vedrørende en ejendom i Skæring By, Egå. Naturklagenævnet havde den 5. september 2002 og 9. juni 2004 stadfæstet Århus Amts afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 til bibeholdelse af en jordopfyldning op ad en stensætning på ejendommen. Disse afgørelser blev truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Klager havde oprindeligt anført, at jordopfyldningen og stensætningen burde bibeholdes, da ejendommen lå i et fuldt udbygget sommerhusområde, hvilket ifølge klager burde medføre en mindre restriktiv håndhævelse af strandbeskyttelsesreglerne. Klager fremhævede desuden, at stensætningen ikke var skæmmende, ikke kunne ses fra stranden, og ville beskytte mod oversvømmelser. Et væsentligt argument var også, at en plan grund var afgørende for klagers færdsel på ejendommen grundet en fremadskridende øjensygdom.
Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Naturklagenævnet afviste disse argumenter med henvisning til, at strandbeskyttelseslinjen administreres lige restriktivt i sommerhusområder som andre steder, og at stensætningens synlighed fra stranden ikke var afgørende. Nævnet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.
Ejeren anmodede den 5. april 2017 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Til støtte for anmodningen blev det anført, at etableringen af et lavt stengærde alene var sket for at gøre haven handicapvenlig og forhindre klager, der er blind, i at falde ned ad skrænten. Der blev også henvist til forestående lovændringer af naturbeskyttelsesloven, som formentlig ville lempe reglerne for mindre anlæg.
En tidligere genoptagelsesanmodning af 16. september 2016, hvor klager gjorde gældende, at Naturklagenævnet ikke havde taget stilling til ejerens svære syns- og hørehandicap, blev afvist grundet manglende gebyrindbetaling.

Natur- og Miljøklagenævnet har behandlet en klage over Naturstyrelsens afslag på dispensation til opførelse af en udestu...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Naturstyrelsens afslag på dispensation til at udvide et eksistere...
Læs mere