Afvisning af klage over vurdering af tilsætningsstof (E222)

En virksomhed klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Fødevarestyrelsens vurdering af tilsætningsstoffet E222 (natriumbisulfit) i forbindelse med et kontrolbesøg den 31. oktober 2023. Virksomheden var uenig i Fødevarestyrelsens klassificering af E222 som et tilsætningsstof frem for et teknisk hjælpestof.

Fødevarestyrelsen havde under kontrolbesøget konstateret, at virksomheden kategoriserede E222 som et teknisk hjælpestof, selvom stoffet ifølge styrelsen havde en funktion i den færdige fødevare ved at hindre oxidation. På baggrund heraf vejledte Fødevarestyrelsen virksomheden om reglerne for E222 som tilsætningsstof, herunder krav til risikovurdering og brug af EU-databasen.

Virksomheden ønskede Fødevarestyrelsens beslutning omgjort, så anvendelsen af bisulfit fortsat kunne betragtes som et teknisk hjælpestof.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Fødevarestyrelsens vurdering af tilsætningsstoffet E222.

Nævnet er klagemyndighed for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes i den øvrige lovgivning, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 1. Nævnet afgør selv spørgsmål om sin kompetence, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 3. Afgørelser truffet i henhold til Fødevareloven § 58 a, stk. 1 eller regler udstedt i medfør heraf kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Vurdering af afgørelsesbegrebet

Det afgørende for, om der foreligger en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, er, om myndigheden har fastsat, hvad der er eller skal være gældende ret i det konkrete tilfælde. Uforbindende udtalelser falder uden for afgørelsesbegrebet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Fødevarestyrelsens udtalelse om E222's status som tilsætningsstof under kontrolbesøget ikke udgjorde en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Nævnet lagde vægt på, at Fødevarestyrelsen alene havde vejledt klager om gældende regler, og at denne vejledning ikke havde retlige konsekvenser eller etablerede en ny retstilstand for virksomheden. Styrelsens vurdering fastsatte dermed ikke, hvad der var eller skulle være gældende ret.

Da der ikke var truffet en afgørelse, som kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, afviste nævnet at realitetsbehandle klagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. .