Planklagenævnets afgørelse om lovliggørelsespåbud vedrørende udhus i Virum

Lyngby-Taarbæk Kommune udstedte den 12. oktober 2023 et påbud om lovliggørelse af et udhus på ejendommen [A1], 2830 Virum. Ejendommens ejere har efterfølgende klaget over denne afgørelse til Planklagenævnet. Sagen omhandler primært spørgsmålet om, hvorvidt klageren havde berettigede forventninger som følge af indrettelseshensyn, hvilket nævnet har behandlet.

Ejendommen og lokalplanen

Det omstridte udhus er på 4,5 m² og er ifølge sagens oplysninger placeret cirka 0,92 m fra vejskel. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 232, Furesøkvarteret i Virum. Denne lokalplan fastsætter i § 6.1, at der er udlagt byggelinjer på 5 m fra vejskel på alle ejendomme beliggende langs områdets veje.

Forløbet før klagen

Kommunen gav den 12. oktober 2023 afslag på en lovliggørende dispensation fra § 6.1 i lokalplan nr. 232. Kommunen vurderede, at udhusets placering var i strid med både den nugældende lokalplan og tidligere gældende regler, herunder lokalplan 215 og Byplanvedtægt 5 fra 1954. Kommunen konstaterede, at udhuset fremgår af luftfotos tilbage fra 1988, hvilket indikerer, at det blev opført senest i 1988. Samtidig med afslaget varslede kommunen et påbud om lovliggørelse af udhuset.

Den påklagede afgørelse

Den 12. oktober 2023 udstedte kommunen det endelige påbud om lovliggørelse af udhuset, med henvisning til det tidligere afslag på dispensation og varslet om påbud. Klagen til Planklagenævnet blev modtaget den 23. november 2023, hvor klageren anførte, at skuret blev opført i 1980'erne og var til stede, da klageren overtog ejendommen i 2006. Klagen fokuserede på, at kommunen havde fortabt retten til at kræve fysisk lovliggørelse som følge af indrettelseshensyn.

Planklagenævnet har ophævet Lyngby-Taarbæk Kommunes påbud af 12. oktober 2023 om lovliggørelse af et udhus på ejendommen [A1], 2830 Virum. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser truffet efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige principper. Nævnet kan også tage stilling til kommunernes tilsynsafgørelser, herunder påbud om lovliggørelse af ulovlige forhold, jf. Planloven § 51, stk. 3.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Kommunen kan fortabe retten til at kræve fysisk lovliggørelse af et ulovligt forhold, hvis ejeren har haft berettigede forventninger om, at forholdet ikke ville blive krævet lovliggjort. Dette kan skyldes myndighedspassivitet, hvor kommunen har været bekendt med forholdet, men ikke har handlet inden for rimelig tid, eller som følge af indrettelseshensyn, hvor ejeren har indrettet sig i tillid til, at byggeriet ikke ville blive fjernet. En ny ejer indtræder i tidligere ejeres retsstilling, og uvidenhed om ulovligheden er ikke i sig selv afgørende.

Indrettelseshensyn

Selv uden myndighedspassivitet kan et byggearbejdes lange eksistens begrænse kommunens mulighed for at kræve fysisk lovliggørelse, hvis ejeren har haft grund til at indrette sig i tillid til, at forholdet ikke ville blive krævet fjernet. Vurderingen af berettigede forventninger er konkret og inddrager faktorer som karakteren af det ulovlige forhold, retshåndhævelsesinteressen, ejerens viden om ulovligheden og eventuelle naboklager. Jo stærkere retshåndhævelsesinteressen er, desto længere tid skal der gå, før retten til at kræve lovliggørelse fortabes.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet lagde til grund, at udhuset blev opført senest i 1988, da det fremgår af luftfotos fra dette år. Dette betyder, at udhuset har eksisteret upåtalt i mindst 27 år, da kommunen indledte lovliggørelsessagen i 2015. På baggrund heraf fandt nævnet, at der foreligger indrettelseshensyn, som afskærer kommunen fra at kræve udhuset fysisk lovliggjort. Nævnet vægtede følgende:

• Udhusets lange eksistens uden påtale (mindst 27 år).
• Manglen på tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelse om afstand til vejskel i den konkrete sag.
• Udhusets begrænsede omfang (4,5 m²).
• Fraværet af naboklager eller andre gener.
• Ingen oplysninger om, at nuværende eller tidligere ejere har været opmærksomme på, at forholdet var i strid med lokalplanen, f.eks. via et afslag på dispensation.

Nævnet bemærkede, at denne afgørelse ikke nødvendigvis påvirker kommunens mulighed for at håndhæve lokalplanen i andre sager, da hver sag beror på en konkret vurdering. Da kommunen var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse på grund af indrettelseshensyn, fandt nævnet ikke anledning til at behandle de øvrige klagepunkter. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.