Dispensation til lavere støjvold var ikke i strid med lokalplanens principper

Sagen omhandler en dispensation givet af Brønderslev Kommune til at bibeholde en støjvold med en varierende højde, som en nabo har klaget over. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 10-11, der har til formål at fastlægge anvendelsen af området til boligformål og sikre en afskærmning mod trafikstøj.

Støjvoldens højde og lokalplanens krav

Lokalplanens § 7.2 fastsætter, at støjvolden skal have en højde på 3 meter over vejmidten. Kommunen konstaterede, at støjvoldens faktiske højde varierer mellem 1,75 og 3 meter, hvilket er i strid med lokalplanen. Bestemmelser i en lokalplan er som udgangspunkt bindende for borgerne, jf. Planloven § 18.

Kommunens dispensation

Den 3. oktober 2023 meddelte Brønderslev Kommune dispensation til at bibeholde støjvolden i dens nuværende højde. Kommunen begrundede afgørelsen med, at de vejledende støjgrænser var overholdt, og at et flertal af beboerne ikke ønskede en forhøjelse af volden. Desuden ville en forhøjelse kunne skade den eksisterende beplantning.

Klagen

En nabo klagede over afgørelsen med henvisning til, at dispensationen fraviger lokalplanens principper om at skærme for støj. Klageren anførte også, at afgørelsen var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da klageren tidligere havde fået påbud om at reetablere en del af støjvolden.

Planklagenævnet har ikke givet medhold i klagen, og Brønderslev Kommunes afgørelse om dispensation gælder derfor fortsat. Nævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Hjemmel til dispensation

Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at dispensere fra lokalplanens § 7.2. En kommune kan dispensere, så længe det ikke strider mod planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Nævnet fandt, at bestemmelsen om støjvoldens præcise højde er en detaljeret, bebyggelsesregulerende bestemmelse og ikke en del af lokalplanens grundlæggende principper. Formålsbestemmelsen henviser ikke specifikt til denne højde, og der var ingen andre holdepunkter for, at bestemmelsen skulle have principiel karakter.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Nævnet afviste klagerens påstand om usaglig forskelsbehandling. Den tidligere sag mod klageren handlede om, at der var gravet ind i støjvolden, mens den aktuelle sag vedrører en dispensation til voldens højde. Da sagerne omhandlede forskellige forhold, fandt nævnet ikke, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.