Klage over afslag på lovliggørende dispensation og påbud om lovliggørelse af terrasse i Helsingør

Helsingør Kommune afslog den 4. juli 2023 en ansøgning om lovliggørende dispensation til bibeholdelse af en terrasse på ejendommen [A1] i Helsingør og udstedte et påbud om lovliggørelse. Ejeren af ejendommen klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet. Terrassen, der er ca. 40 m2 og hævet 60-80 cm over terræn, består af et terrasseareal mod huset, en gangbro og et terrasseareal mod Øresund. Kommunen vurderede, at terrassen overskred byggelinjen mod Øresund med ca. 11 meter. Kommunens afslag blev begrundet med, at terrassen overtrådte lokalplanens primære formål om arkitektonisk ensartethed og udsyn, samt at den medførte gener for naboen. Planklagenævnet behandlede i sagen spørgsmål om, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt eller krævede dispensation, om kommunen havde overholdt ligebehandlingsprincippet, og om sagsbehandlingsreglerne, herunder meddelelse af påbuddet, var fulgt. Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Kommunen fører tilsyn efter Planloven § 51, stk. 3 og skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Helsingør Kommunes afslag på lovliggørende dispensation, men ophævede påbuddet om fysisk lovliggørelse. Dette betyder, at afslaget på dispensation fastholdes, mens påbuddet er ugyldigt.

Afslag på dispensation

Planklagenævnet fandt, at terrassens placering var i strid med lokalplan nr. 1.6, Område m. Øresund og Ndr. Strandvej, § 5.2, som fastsætter, at bebyggelse ikke må opføres nærmere vandet end den viste byggelinje. Forholdet krævede derfor dispensation efter Planloven § 19. Nævnet bemærkede, at kommunens skønsmæssige vurdering af dispensationen ikke kunne efterprøves, men at afgørelsen skulle overholde almindelige forvaltningsretlige regler.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, da lignende terrasser var opført på naboejendomme. Planklagenævnet vurderede en række sammenlignelige sager og fandt, at kommunens afslag ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Dette skyldtes blandt andet, at de sammenlignelige ejendomme enten var omfattet af andre lokalplaner, havde terrasser med et andet visuelt udtryk, var opført før lokalplanens tilblivelse, var lovliggjort på baggrund af myndighedspassivitet, eller at kommunen ikke havde givet dispensation til lignende forhold. En kommune er ikke afskåret fra at ændre sin dispensationspraksis, og fejl i tidligere afgørelser skaber ikke præcedens.

Påbud om lovliggørelse

Planklagenævnet ophævede kommunens påbud om fysisk lovliggørelse. Det følger af praksis, at et påbud skal varsles og meddeles særskilt til alle ejere af ejendommen, jf. . Da kommunen ikke havde sendt varsling af påbuddet samt selve påbuddet til begge ejere af ejendommen, led påbuddet af en væsentlig mangel, som gjorde det ugyldigt. Nævnet gjorde opmærksom på, at hvis kommunen ønsker at udstede et nyt påbud, skal der ske varsling og partshøring i overensstemmelse med .