Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for tilbygning i Vanløse

Københavns Kommune traf den 13. juni 2023 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til en tilbygning på ejendommen [A1], 2720 Vanløse. Afslaget blev givet, da tilbygningen var i strid med byplanvedtægt nr. 32, området nord for Jyllingevej, omkring Slotsherrensvej, Tryggevældevej, Højstrupvej m.fl.

Ejendommens forhold og byplanvedtægten

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 32, som i § 3, stk. b, fastsætter, at højst 2/7 af grundens nettoareal må bebygges. Grundens nettoareal er 572 m², hvortil lægges 98 m², hvilket giver et samlet nettogrundareal på 670 m². Dette tillader et maksimalt bebygget areal på 191 m².

Den ansøgte tilbygning udgør en udvidelse af et eksisterende baghus med 28 m². Hovedhuset har et bebygget areal på 146,6 m², og baghuset er udvidet fra 59 m² til 87 m². Det samlede bebyggede areal udgør dermed 233,6 m², hvilket overskrider det tilladte med 42 m².

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med hensynet til at opretholde et grønt og åbent præg i området. Derudover lagde kommunen vægt på retshåndhævelse, præcedens og ejerens manglende gode tro.

Klagen til Planklagenævnet

Ansøgeren klagede over kommunens afgørelse. Planklagenævnet behandlede i den forbindelse følgende spørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens § 3, stk. b.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af myndighedspassivitet og/eller indrettelseshensyn.
• Om kommunen havde overholdt de forvaltningsretlige principper om proportionalitet og værdispild.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Københavns Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fastholdes.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Krav om dispensation

Nævnet fastslog, at tilbygningen var i strid med byplanvedtægtens § 3, stk. b, da det bebyggede areal overskred det tilladte. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planlovens § 19. Afgørelsen om afslag på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke kan efterprøve, men den skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Klageren gjorde gældende, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse som følge af myndighedspassivitet og indrettelseshensyn.

Myndighedspassivitet

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde udvist myndighedspassivitet. Kommunens tilsynspligt indtræder, når den får kendskab til et muligt ulovligt forhold, og Planlovens § 51 indebærer ikke en almindelig forpligtelse til løbende tilsyn. Kommunen traf afgørelse ca. 4 måneder efter, at klageren selv informerede om tilbygningen og kommunen indledte undersøgelse. Dette tidsrum blev ikke anset for at være udtryk for passivitet.

Indrettelseshensyn

Nævnet lagde til grund, at tilbygningen var opført i 2020, baseret på kommunens vurdering af luftfotos og ændringernes omfang. Nævnet fandt, at der var tale om nyopførelse og ikke almindelig vedligeholdelse. Da bygningen kun havde været upåtalt i ca. 2-3 år, fandt nævnet, at tidsrummet var for kort til at give klageren en berettiget forventning om, at kommunen ikke ville kræve forholdet lovliggjort. Der forelå derfor ikke indrettelseshensyn, der begrænsede kommunens mulighed for at kræve lovliggørelse.

Proportionalitet og værdispild

Klageren anførte, at fysisk lovliggørelse ville medføre værdispild, da garagen var renoveret for et anseeligt beløb. Planklagenævnet fandt, at kommunens afslag på dispensation ikke var i strid med proportionalitetsprincippet. Nævnet lagde vægt på de tungtvejende planmæssige interesser i at håndhæve byplanvedtægtens bestemmelser om bebyggelsesareal samt hensynet til retshåndhævelse og præcedens. Selvom der var anført omkostninger, fandt nævnet, at et eventuelt værdispild ikke kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.