Fars ret til indsigt i udbetaling af børne- og ungeydelse og spørgsmålet om kønsdiskrimination

En far har indbragt en klage over, at han ikke kan få oplysninger om udbetalingen af børne- og ungeydelse for sit barn på lige fod med barnets mor. Klageren bor sammen med sin hustru og deres fælles datter og mener, at han bliver nægtet adgang til oplysningerne udelukkende på baggrund af sit køn.

Klagerens synspunkter og påstande

Klageren anfører, at det er diskriminerende og krænkende, at han ikke har adgang til eller dispositionsret over de sociale forhold, der vedrører hans barn. Han gør gældende, at mænd i lignende ægteskabelige situationer tvinges til at acceptere en uretfærdig tilstand, hvor de nedgøres i forhold til mødre. Klageren ønsker ligestilling i adgangen til informationer, så længe hans forsørgelsespligt over for barnet består.

Myndighedens administrative praksis

Indklagede myndighed har oplyst, at administrationen af ydelsen sker i overensstemmelse med Børne- og ungeydelsesloven § 4, hvorefter ydelsen automatisk udbetales til moren, når barnet bor sammen med hende. Myndigheden fremfører følgende juridiske argumenter:

• Partsstatus: Efter de almindelige forvaltningsretlige regler er det kun den person, som ydelsen udbetales til, der betragtes som part i sagen.
• Aktindsigt: Da faren ikke er part, kan han som udgangspunkt ikke få indsigt i sagen efter forvaltningsloven.
• Fortrolighed: Oplysninger om udbetalingen vedrører den anden forælders private og økonomiske forhold, som er undtaget fra aktindsigt for udenforstående i medfør af offentlighedsloven.

Sagen rejser således spørgsmålet om, hvorvidt denne forskelsbehandling i adgangen til oplysninger er i strid med ligestillingsprincipperne.

Ligebehandlingsnævnet har afvist at behandle klagen, da det vurderes, at forholdet falder uden for nævnets kompetence.

Nævnets begrundelse for afvisning

Nævnet henviser til, at reglerne om, at børne- og ungeydelsen som udgangspunkt udbetales til moren, er fastsat direkte ved lov. Det er den danske lovgivningsmagt, der har enekompetencen til at fastsætte disse regler, og nævnet kan derfor ikke tage stilling til, om selve lovgivningen på dette område er udtryk for ulovlig forskelsbehandling.

Manglende kompetence over for partsbegrebet

Nævnet har i sin afgørelse lagt vægt på følgende punkter: