Lovliggørende dispensation til nedkørsel til garage inden for strandbeskyttelseslinjen efter hjemvisning fra retten

Sagen omhandler en ansøgning om lovliggørende dispensation til en nedkørsel til en underjordisk garage, som er etableret inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Sønderborg. Kystdirektoratet meddelte den 20. februar 2020 afslag på dispensation, da nedkørslen ikke blev anset for et mindre anlæg og der ikke forelå særlige omstændigheder.

Første afgørelse og domstolsprøvelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 15. juni 2021 Kystdirektoratets afslag. Et flertal i nævnet lagde vægt på, at nedkørslen fremstod markant og dominerende i kystlandskabet, og at en dispensation ville skabe uønsket præcedens. Afgørelsen blev indbragt for domstolene.

Retten i Sønderborg ophævede og hjemviste den 13. juni 2023 nævnets afgørelse til fornyet behandling. Efter en besigtigelse fandt retten, at nævnets afgørelse var baseret på et faktuelt forkert grundlag. Retten konstaterede, at nedkørslen var tilnærmelsesvist usynlig fra vandsiden og ikke skæmmede det bagvedliggende landskab. Retten bemærkede også, at ejeren havde været i berettiget god tro, da byggeriet blev opført med hjælp fra professionelle rådgivere.

Genoptagelse af sagen

På baggrund af byrettens dom genoptog Miljø- og Fødevareklagenævnet sagen. Klager fastholdt, at der forelå særlige omstændigheder, herunder at ejeren var i god tro, og at en fjernelse ville medføre et betydeligt værdispild. Klager argumenterede for, at byrettens præmisser om de faktiske forhold var juridisk bindende for nævnets nye behandling.

Efter sagens hjemvisning fra Retten i Sønderborg foretog Miljø- og Fødevareklagenævnet en ny behandling, herunder en besigtigelse af ejendommen den 22. april 2024.

Nævnets retlige vurdering

Nævnet fandt, i overensstemmelse med byrettens dom, at retten til at kræve lovliggørelse ikke var fortabt som følge af myndighedspassivitet. Det blev fastslået, at nedkørslens størrelse og udformning betød, at den ikke var omfattet af undtagelsen for mindre anlæg i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, eller den lempeligere dispensationsadgang i § 65 b, stk. 3. Sagen skulle derfor afgøres efter den restriktive hovedregel i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Et flertal i nævnet fastholdt, at anlægget efter en streng fortolkning af praksis normalt ikke ville kunne opnå dispensation. Et enigt nævn meddelte dog dispensation under henvisning til sagens helt særlige omstændigheder, herunder det lange tidsforløb.

Et mindretal fandt desuden, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, og lagde vægt på klagers berettigede forventning, det betydelige værdispild ved en fjernelse, og at ejendommen ligger i et i forvejen tæt bebygget område.

Nævnet vurderede også, at en dispensation ikke ville påvirke nærliggende Natura 2000-områder eller beskyttede arter negativt, jf. Habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1 og § 10, stk. 1.

Endelig afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Kystdirektoratets afslag til en lovliggørende dispensation. Afgørelsen erstatter nævnets tidligere afgørelse fra 2021.