Afslag på dispensation til terrasse inden for strandbeskyttelseslinje da areal ikke var lovligt etableret have

Sagen omhandler en ansøgning om dispensation til at etablere en hævet terrasse med rækværk og beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen på en sommerhusejendom i Hejlsminde. En del af ejendommen, ca. 175 m², er omfattet af en reduceret strandbeskyttelseslinje.

Ansøgningen og Kystdirektoratets afslag

Ejeren ansøgte den 19. januar 2023 om at opføre en terrasse, der delvist ville ligge inden for den beskyttede zone. Kystdirektoratet meddelte afslag den 14. april 2023. Direktoratet vurderede, at det pågældende areal ikke kunne betragtes som en lovligt etableret have, da det indtil 1998 var offentligt ejet og udlagt som vejareal og til offentlige formål i lokalplanen. Derfor skulle ansøgningen vurderes efter de almindelige, restriktive regler for dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. Kystdirektoratet fandt ingen særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation, og lagde vægt på, at terrassen ville fremstå for markant i kystlandskabet og kunne skabe uønsket præcedens.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejeren påklagede afgørelsen den 9. maj 2023 med flere anbringender:

• Arealet har været en lovligt etableret have siden før 1956.
• Der har været en terrasse på ejendommen siden overtagelsen i 1998.
• En alternativ placering af terrassen uden for beskyttelseslinjen ville være mere synlig og iøjnefaldende.
• Kystdirektoratet har ikke foretaget et reelt skøn, men sat skøn under regel.

Kystdirektoratets uddybende bemærkninger

Under klagesagen præciserede Kystdirektoratet, at for at et areal kan anses for en lovligt etableret have, skal det enten være anlagt før 1. januar 1968 eller med dispensation, og det skal være vedligeholdt kontinuerligt som have. Direktoratet fastholdt, at luftfotos ikke entydigt viste, at arealet havde været kultiveret som have i perioden, og at det afgørende var, at arealet var offentligt ejet og udlagt til offentlige formål indtil 1998.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afslag. Nævnet vurderer sagen ud fra reglerne om strandbeskyttelse i Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, og den restriktive dispensationspraksis i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Vurdering af havens status

Nævnet er enig med Kystdirektoratet i, at det omhandlede areal ikke udgør en lovligt etableret have. For at opnå denne status skulle haven være etableret før 1. januar 1968 og vedligeholdt kontinuerligt, jf. praksis til Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3. Nævnet lægger afgørende vægt på, at arealet var offentligt ejet indtil 1998 og udlagt til offentlige formål, herunder vej. Luftfotos fra 1956 til 1999 understøtter ikke, at arealet har haft et kontinuerligt havepræg.

Vurdering af dispensationsmulighed

Da arealet ikke er en lovligt etableret have, skal ansøgningen vurderes efter den almindelige, restriktive dispensationsadgang. Nævnet finder ingen særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation. Projektet anses for uforeneligt med de kystlandskabelige hensyn, som strandbeskyttelseslinjen skal beskytte. Den potentielt begrænsede synlighed fra kysten ændrer ikke denne vurdering, da beskyttelsen også omfatter de bagvedliggende områder. Nævnet understreger, at praksis er særlig restriktiv inden for den oprindelige 100-meter-linje, og at en dispensation ville skabe en uhensigtsmæssig præcedens. Nævnet afviser desuden klagers anbringende om, at Kystdirektoratet ikke har foretaget en konkret vurdering.