Klage over dispensation fra lokalplan til facadebeklædning og tagmateriale

Kerteminde Kommune meddelte den 1. juni 2023 dispensation fra lokalplan nr. 21, der dækker et område til bolig- og offentlige formål mellem [A1] og Kerteminde Fjord. Dispensationen vedrørte facadebeklædning og tagmateriale på ejendommen [A2], 5300 Kerteminde.

En genbo indgav klage over afgørelsen. Planklagenævnet behandlede i denne sag spørgsmål vedrørende kommunens hjemmel til at give dispensation i henhold til Planlovens § 19, overholdelse af reglerne om naboorientering i henhold til Planlovens § 20, samt overholdelse af reglerne om partshøring i henhold til Forvaltningslovens § 19. Planklagenævnet behandlede ikke øvrige klagepunkter.

Ejendommen [A2] er omfattet af lokalplan nr. 21. Lokalplanens formål er at sikre, at nyt byggeri opføres med mindst mulige gener for eksisterende bebyggelse, at opnå en god helhedsvirkning, at sikre arealer til offentlige formål og fritidsaktiviteter samt at øge trafiksikkerheden. Lokalplanens § 8.2 fastsætter, at ydervægge skal fremstå i teglsten eller være pudset, og § 8.3 kræver, at tage skal dækkes med røde teglsten.

Kommunen modtog en ansøgning om opførelse af et klubhus på 72 m² og et anneks på 36 m² på ejendommen. Bygningerne ønskedes opført med sortmalet træbeklædning (1-på-2) og sort tagpap. Klageren anmodede om partsstatus, hvilket kommunen afviste den 29. marts 2023. Begrundelsen var, at klagerens ejendom lå mere end 60 meter fra det ansøgte byggeri, og at byggeriet derfor ikke ville medføre indbliks- eller skyggegener.

Kommunen gav den 1. juni 2023 dispensation fra lokalplanens §§ 8.2 og 8.3 til facade beklædt med sortmalet træ og tag med sort tagpap. Afgørelsen blev begrundet med, at bygningerne er af begrænset størrelse og opføres i en kendt form, der er udbredt ved vandkanter. Sagen havde forinden været sendt i naboorientering i hele lokalplanområdet.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give medhold i klagen, hvilket betyder, at Kerteminde Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Krav om dispensation

Lokalplanbestemmelser er bindende i henhold til Planlovens § 18. Da det ansøgte byggeri ikke var i overensstemmelse med lokalplanen, krævede det dispensation efter Planlovens § 19.

Mulighed for at give dispensation

Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere fra lokalplanen. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke strider mod planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Principperne omfatter typisk planens formål og anvendelsesbestemmelser, men sjældent detaljerede bestemmelser om bebyggelsens udformning, medmindre disse er specifikt fremhævet i planens formål eller karakter.

Planklagenævnet vurderede, at kommunens dispensation fra lokalplanens §§ 8.2 og 8.3 (facade- og tagmateriale) ikke var i strid med planens principper. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om bebyggelsesregulerende bestemmelser, som ikke var specifikt henvist til i formålsbestemmelsen. Der var ingen andre holdepunkter for, at disse bestemmelser skulle anses for en del af planens principper. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensation.

Naboorientering

Klageren anførte, at kommunen i strid med Planlovens § 20 havde undladt at naboorientere genboerne. Efter Planlovens § 20, stk. 1 skal kommunen orientere ejere og brugere i planområdet, naboer og andre med interesse i sagen. Undtagelser kan gøres, hvis orienteringen er af underordnet betydning, jf. Planlovens § 20, stk. 2. En nabo defineres som en person, hvis ejendomsskel støder op til ansøgerens ejendom.

Planklagenævnet konstaterede, at klageren ikke var blevet naboorienteret. Nævnet fandt dog, at kommunen ikke havde tilsidesat reglerne om naboorientering. Klagerens ejendom lå uden for planområdet, hvorfor kommunen ikke skulle orientere klageren efter Planlovens § 20, stk. 1, nr. 1. Klageren var heller ikke nabo i henhold til Planlovens § 20, stk. 1, nr. 2, da klagerens skel ikke stødte op til den påklagede ejendom. Kommunens skøn om, at klageren ikke havde tilstrækkelig interesse i sagen, blev ikke fundet åbenbart urimeligt, især med en afstand på ca. 60 meter og dispensationens karakter (tag- og facademateriale).

Partshøring

Klageren gjorde gældende, at kommunen havde tilsidesat reglerne om partshøring i strid med Forvaltningslovens § 19. De almindelige regler om partshøring gælder sideløbende med planlovens bestemmelser om naboorientering. Partsstatus forudsætter en væsentlig og individuel interesse i sagen, som er beskyttet af de relevante bestemmelser.

Planklagenævnet vurderede, at klageren ikke var part i sagen. Dette blev begrundet med, at klagerens ejendom lå ca. 60 meter fra byggeriet, og at afgørelsen udelukkende vedrørte dispensation til facadebeklædning og tagmateriale. Klageren var derfor ikke tilstrækkeligt berørt af dispensationen til at opnå partsstatus, og kommunen var ikke forpligtet til at partshøre klageren.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende projektets overensstemmelse med lokalplanens formålsbestemmelse eller § 3.5, da disse ikke var omfattet af den påklagede afgørelse om dispensation for facade- og tagmateriale. Nævnet kan kun tage stilling til forhold, der er omfattet af den konkrete afgørelse.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Kerteminde Kommunes afgørelse af 1. juni 2023. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.