Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation for befæstede arealer og beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 7. februar 2023, som afviste en lovliggørende dispensation til befæstede arealer og beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Saltofte By, Kærum. Kystdirektoratet havde samtidig meddelt påbud om lovliggørelse af forholdene.

Klageren, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen den 3. marts 2023 med flere anbringender.

Klagerens anbringender

Klageren anførte primært, at:

• Forholdet var af underordnet betydning.
• Strandbeskyttelseslinjen burde gå ved skellet mod nord, da der var flere rækker beboelse og en landevej mellem grunden og kysten.
• Arealet tidligere havde været anvendt som køkkenhave, og sammenlægningen af grunden med henblik på haveetablering var sket inden strandbeskyttelseslinjens vedtagelse.
• Det udlagte løse ral ikke var synligt uden for grunden og udgjorde et mindre areal, herunder en lille terrasse i terrænniveau.
• Der var uenighed mellem myndighederne om, hvorvidt arealet i strandbeskyttelseszonen var landzone eller byzone, og at lokalplanen fra 1995, der ændrede landbrugsarealer til byzone, burde vige for anden lovgivning.

Kystdirektoratets oprindelige afgørelse og bemærkninger

Kystdirektoratet havde afslået dispensationen og meddelt påbud, da de vurderede, at den del af ejendommen inden for strandbeskyttelseslinjen ikke var en lovligt etableret have efter Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4. De lagde vægt på, at området sandsynligvis ikke havde været have før den udvidede strandbeskyttelseslinje trådte i kraft i 2001, og at det ikke havde været kultiveret i hele perioden. Ejendommen fremstod ubebygget indtil 2021-2022.

Vedrørende det befæstede areal af løse strandsten bemærkede Kystdirektoratet, at selvom dispensation normalt gives for mindre arealer i terrænniveau og i tilknytning til beboelsen, kunne det ansøgte areal placeres uden for strandbeskyttelseslinjen. For beplantningen fandt direktoratet, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, da beplantningen kunne være foretaget uden for linjen. Direktoratet vurderede desuden, at en lovliggørende dispensation kunne skabe uønsket præcedens.

Kystdirektoratet fastholdt i deres bemærkninger til klagen, at forholdet ikke var af underordnet betydning, og at forholdene kunne have været placeret uden for strandbeskyttelseslinjen. De oplyste, at klageren var blevet gjort bekendt med, at strandbeskyttelseslinjen er fastlagt ud fra en konkret vurdering, og at det er muligt at ansøge om en ændring af linjens forløb. De bemærkede også, at ejendommens zoneforhold ikke var afgørende for sagen, da den del af matriklen, der var omfattet af lokalplanen, ikke lå inden for strandbeskyttelseslinjen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til befæstede arealer og beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen.

Nævnets kompetence

Nævnet bemærkede indledningsvis, at det ikke havde kompetence til at behandle klagen for så vidt angår strandbeskyttelseslinjens nærmere forløb, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4.

Vurdering af lovligt etableret have

Nævnet behandlede spørgsmålet om, hvorvidt de befæstede arealer og beplantningen var i strid med Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, og om der kunne meddeles lovliggørende dispensation i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Formålet med Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 er at friholde strande og kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at den del af klagers matrikel, der lå inden for strandbeskyttelseslinjen, ikke var en lovligt etableret have. Dette skyldtes, at en gennemgang af luftfotos og billedmateriale viste, at arealet ikke havde haft havepræg eller været kultiveret og vedligeholdt fra før strandbeskyttelseslinjens ikrafttræden på ejendommen. Desuden var matriklen ubebygget ved udvidelsen af strandbeskyttelseslinjen i 2001 og først bebygget i 2021-2022. Ændringerne, herunder udlæg af grus/ral og beplantning med hækplanter, udgjorde tilstandsændringer, der krævede dispensation.

Vurdering af dispensation

Da der ikke var tale om en lovligt etableret have, skulle det ansøgte vurderes efter den almindelige restriktive dispensationspraksis, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Denne bestemmelse tillader kun dispensation i særlige tilfælde, hvor et nødvendigt formål går forud for beskyttelsesinteressen, og hvor der ikke skabes uønsket præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation til de befæstede arealer og beplantningen. Nævnet lagde vægt på, at forholdene ikke var forenelige med hensynet bag strandbeskyttelseslinjen, som også beskytter de bagvedliggende kystområder mod indgreb. Desuden kunne de konkrete forhold etableres uden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fremhævede, at hensynet til strandbeskyttelseslinjen er tungtvejende, og at en lovliggørende dispensation ville kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens i lignende sager. Klagerens øvrige anbringender kunne ikke føre til en anden vurdering.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.