Anerkendelse af demenslignende tilstand som behandlingsskade efter mangelfuld overvågning af diabetespatient

Sagsøgeren, der havde fri proces, gjorde gældende, at fejlen var så klar, at beviskravet for årsagssammenhæng skulle lempes.

Rettens anerkendelse af behandlingsskaden og bevislempelse

Retten i Svendborg fandt, at det var en klar fejl i strid med erfaren specialiststandard, at hospitalet undlod at måle sagsøgerens blodsukker i syv timer efter en stor operation, især da han var en kompliceret diabetespatient. Denne fejl blev anset for at være ansvarspådragende efter almindelige erstatningsretlige regler.

Bevislempelse og domslutning

Som følge af den klare fejl og den markante tidsmæssige sammenhæng mellem ketoacidosen og de kognitive symptomer, valgte retten at lempe kravene til bevis for årsagssammenhæng. Retten lagde særlig vægt på forklaringen fra sagsøgerens psykolog og det faktum, at sagsøgeren kort før operationen var blevet testet med næsten fuldt pointantal i en demenstest (MMSE).

Retten konkluderede, at:

• Der foreligger en erstatningsberettiget patientskade i henhold til Klage- og erstatningslov § 20, stk. 1, nr. 1.
• Den demenslignende tilstand med overvejende sandsynlighed er en følge af ketoacidosen.
• Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende skaden og hjemtage sagen til fornyet udmåling af erstatning og godtgørelse.

Ankenævnet blev desuden pålagt at betale sagsomkostninger til statskassen på i alt 47.340 kr.

Over tid udviklede klageren tiltagende smerter og manglende blodtilførsel til foden. Den 18. maj 2016 blev venstre fod amputeret en håndsbrede over anklen. Efterfølgende opstod en infektion, som nødvendiggjorde en yderligere amputation af låret den 22. maj 2016.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstand: Klageren anmodede om genoptagelse af sagen og anerkendelse af årsagssammenhæng mellem klemskaden og ankelamputationen, samt tilkendelse af en højere méngrad. Klageren argumenterede for, at der var en løbende udvikling af problemer fra klemskaden til amputationen, og at selskabet ikke havde tillagt journaler fra egen læge tilstrækkelig betydning, som dokumenterede vedvarende smerter og nedsat blodtilførsel siden efteråret 2013. Klageren henviste også til en speciallægeerklæring af 9. juni 2017, der konkluderede, at iskæmien formentlig var opstået i en kombination af lokal karskade og aneurisme.

Selskabets påstand: Tryg Forsikring afviste at anerkende årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og amputationen. Selskabet argumenterede for, at forværringen skyldtes andre årsager, herunder en udvidelse af pulsåren i lysken (aneurisme) og små blodpropper (embolier), samt arteriosklerose. Selskabet henviste til, at der ikke var tegn på aneurismer umiddelbart efter ulykken, og at dårligt kredsløb først blev konstateret mere end 2,5 år efter ulykkestilfældet. Selskabet lagde vægt på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse, der konkluderede, at en klemskade på en fod ikke disponerer for udvikling af generel iskæmi, og at iskæmien skyldes andre forhold som langvarig rygning og aneurisme.

Relevante forhold og dokumentation

• Hospitalsjournaler: Dokumenterede klagerens vedvarende smerter, nedsat blodtilførsel, og senere konstatering af dårligt kredsløb, perifer embolisering og femorale aneurismer. En MR-scanning fra marts 2016 viste normale bløddele, men karkirurger konstaterede dårligt kredsløb.
• Ortopædkirurgisk speciallægeerklæring (9. juni 2017): Angav, at patienten udviklede svær iskæmi af venstre fod, formentlig opstået i en kombination af lokal karskade på foden og aneurisme, hvilket førte til gradvis embolisering.
• Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse (3. oktober 2017): Vurderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem klemskaden og amputationen, idet iskæmi ikke var til stede umiddelbart efter skaden og skyldtes andre forhold som rygning og aneurisme.
• Patienterstatningens afgørelse (16. november 2017): Fastlog, at behandlingen i forbindelse med operationen den 18. maj 2016 ikke levede op til erfaren specialiststandard, og at manglende antibiotika med overvejende sandsynlighed førte til infektion og yderligere amputation. Patienterstatningen fastsatte klagerens varige mén til 20% som følge af behandlingsskaden, og et samlet mén på 50%, hvoraf ankelamputationen selvstændigt svarede til 30%, men ikke blev godtgjort pga. grundlidelsen.

Mén-vurderinger fra forskellige instanser