Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for facadeskilte i Randers C

Randers Kommune traf den 20. december 2022 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 309, Midtbyen, til opsætning af to facadeskilte til reklameformål på ejendommen [adresse 1] langs [vejnavn 1]. Kommunen udstedte samtidig et påbud om fysisk lovliggørelse af forholdet. Brugeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Sagens baggrund

Ejendommen er beliggende i delområde IV, Storbyen, og er omfattet af lokalplan nr. 309, Midtbyen, vedtaget den 27. oktober 2003. Lokalplanens § 3 fastsætter krav om ansøgning ved facadeændringer, herunder opsætning af skilte. Desuden regulerer § 4, stk. 13 og 17, skiltningens omfang og placering, herunder at skiltning skal underordne sig husets arkitektur og hænge parallelt med facaden over stueetagens vinduer.

Det ene skilt (det såkaldte [fortroligt 1]-skilt) blev opsat i 2014, mens det andet skilt (det såkaldte [fortroligt 2]-skilt) blev opsat i 2022.

Kommunens afgørelse

Kommunen begrundede afslaget med, at bygningens facadeudtryk blev sløret og rodet af de mange skilte med forskellige udtryk og farver. Kommunen anvendte sin skiltepolitik som administrationsgrundlag og vurderede, at den samlede skiltning burde begrænses til ét facadeskilt og to udhængsskilte pr. facade for at bevare bygningens arkitektoniske udtryk.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede i sagen fire hovedspørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter Planlovens § 18 eller krævede dispensation.
• Om kommunen havde det fornødne grundlag til at træffe afgørelse, jf. officialprincippet.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af indrettelseshensyn.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Randers Kommunes afgørelse står ved magt. Nævnet vurderede sagen ud fra Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter planloven, herunder tilsynsafgørelser om lovliggørelse efter Planlovens § 51, stk. 1.

Krav om dispensation

Nævnet fandt, at opsætningen af det aktuelle skilt i 2014 ikke kunne betragtes som en fortsættelse af tidligere skiltning, men som en nyopførelse. Der var således ikke tale om et eksisterende lovligt forhold. Lokalplanens § 3, sammenholdt med § 4, stk. 13 og 17, blev fortolket som en dispensationsbestemmelse, hvilket betød, at de ansøgte skilte krævede tilladelse/dispensation efter Planlovens § 19. En sådan dispensationsprocedure skal også følge bestemmelserne i Planlovens § 20 om forudgående naboorientering. Nævnet bemærkede, at selve afslaget på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke kan efterprøve, men at afgørelsen skal overholde almindelige forvaltningsretlige regler.

Beslutningsgrundlag (Officialprincippet)

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var baseret på forkerte oplysninger om, hvorvidt [fortroligt 2] og [virksomhed 3] var selvstændige virksomheder. Planklagenævnet fandt dog ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt kendskab til eller forkert opfattelse af sagens faktiske forhold. Nævnet vurderede, at kommunens skønsmæssige afgørelse om bygningens arkitektoniske udtryk sandsynligvis ikke ville have ændret sig, selvom kommunen havde undersøgt [fortroligt 2]-brandets status nærmere.

Lighedsgrundsætningen

Klageren gjorde gældende, at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen, da kommunen tidligere havde tilladt forskellige butikker i samme bygning at opsætte facadeskilte. Planklagenævnet fandt, at kommunen havde en saglig og planlægningsmæssigt relevant begrundelse for at nå til forskellige resultater. Kommunen havde lagt vægt på, at den aktuelle bygning udefra syner af at være én butik med én indgang, i modsætning til tidligere sager, hvor der var tale om særskilte butikker med separate indgange.

Indrettelseshensyn

Klageren mente at have en berettiget forventning om, at [fortroligt 1]-skiltet måtte blive hængende, da det havde hængt upåtalt siden 2014. Klageren henviste desuden til, at forholdet var af underordnet betydning, jf. Planlovens § 51, stk. 3. Planklagenævnet lagde til grund, at skiltet havde eksisteret i ca. 8 år, da klageren modtog varsel om påbud. Nævnet fandt, at dette tidsrum var for kort til at give klageren en berettiget forventning om, at kommunen ikke ville håndhæve lokalplanen, og at der derfor ikke forelå indrettelseshensyn, der begrænsede kommunens mulighed for at kræve skiltet lovliggjort. Nævnet præciserede desuden, at Planlovens § 51, stk. 3, kun indebærer, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve, hvis forholdet er af underordnet betydning, men ikke at kommunen mister retten til at håndhæve.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.